Renault bliver til Moskvitch
Efter to årtier i graven, genopliver Rusland nu produktionen af bilmærket Moskvitch på en fabrik i nærheden af Moskva
Opdateret 01. december 2022 kl. 10:05
RUSSER: Indtil forsommeren kørte biler af mærket Renault og Nissan fra samlebåndet på den store fabrik i russiske Moskva, men nu skal der i stedet produceres en crossover ved navn Moskvitch.
Bilfabrikken er blevet forladt af den franske bilproducent som en konsekvens af krigen i Ukraine.
Moskvitch blev ellers kørt til de evige bilkirkegårde for en snes år siden og har også været solgt herhjemme i 1970’erne.
Det franske bilmærke afhændede sin Moskva-fabrik for en rubel. Og den er nu nationaliseret og omdøbt til Moskvitch. Her byggede man indtil for et halvt år siden modeller som Renault Kaptur (der staves med C i Europa, red.) Renault Arkana og Nissan Terrano fra samarbejdet med Nissan og sågar Dacia Duster under betegnelsen, Renault Duster.
Kinesisk hjælp
Snart sagt alle vestlige og asiatiske producenter har forladt det russiske marked, og de lokale producenter er hårdt ramt af sanktioner. Derfor har fabrikken angiveligt fået hjælp fra Kina.
Faktisk ser den nye bil identisk ud med Sehol X4, lavet af Kinas JAC, også kendt som JAC JS4.
Modellen får alufælge og en stor betjeningsskærm i midten, som vi kender det i Europa.
Maxim Klyushkin, fabrikkens projektleder, vil dog ikke bekræfte, at det kinesiske firma er Moskvitchs partner på trods af, at de to modeller ligner hinanden som to dråber vand.
- Vi har (den russiske lastbilproducent) Kamaz som ekstern partner, og vi har en langdistancepartner, vi arbejder med, sagde han forleden til Reuters.
- Vi navngiver ikke den partner.
Klyushkin sagde dog, at bilen får blokeringsfrit bremsesystem (ABS), en af de funktioner, som russiske Avtovaz er blevet tvunget til at fjerne fra Lada-modeller på grund af de vestlige handelssanktioner.
Salget af Moskvitch 3, som den nye model kaldes, begynder i december. Til januar skal nyheden køres ud til forhandlere i Moskva, og i marts skulle salget starte i hele Rusland.
Virksomheden sigter mod at samle 600 enheder inden udgangen af året. Cirka 400 af dem er beregnet til at blive drevet af forbrændingsmotorer, mens de resterende 200 vil være fuldt elektriske.
Planen er, at man vil fremstille 50.000 eksemplarer næste år og dobbelt så mange i 2024.
Til sidst er målet dog at få Moskvitch til at producere en "russisk elbil fra russiske komponenter på sin egen platform. Den model vil tilsyneladende bruge en elektrisk motor og batteripakke skabt i Rusland. Planen skal realiseres i 2025, ifølge udmeldingerne fra fabrikken.
Relanceringen ændrer dog næppe de dystre udsigter for den russiske industri, hvis årlige salg ser ud til at ende på under en mio. biler for første gang i Ruslands moderne historie.
Broget dansk historie
Nogen dansk succes blev Moskvitch aldrig.
Det var en bil, som man engang i den grad grinte af på en anden måde end Lada. Modsat Ladaen, der var baseret på den italienske Fiat 124, var Moskvitch et helt igennem russisk projekt, hvor forbrugeren fik en kæmpe kolos bygget af det tungeste og mest solide russiske stål, der kunne modstå vind og vejr og forholdene på de russiske veje.
På russisk er Moskvitch betegnelsen for en person fra Moskva, men ud over kinesisk hjælp til den nye generation, rummer historien også et vist tysk element.
Faktisk var nogle af de første biler Moskvitch-400 fra 1947 lavet over en Opel Kadett - af den simple årsag, at Sovjetunionen tog en hel tysk Opel-fabrik med tilbage til Moskva som krigsskadeserstatning efter Anden Verdenskrig.
Moskvitch-modellerne var meget billigere end de europæiske mærker, og i midten af 1960’erne blev op mod halvdelen af produktionen eksporteret til særligt østbloklandene, men også til Sverige og Finland. Men Moskvitchen fik modsat Ladaen aldrig et varigt fodfæste i Vesteuropa.
- Moskvich blev fremstillet fra 1946 og frem til 2001. Den blev solgt herhjemme fra omkring 1970 og nogle år frem.
- Rusland var Renaults næststørste marked, inden mærket trak sig helt ud. Den fabrik er nu overdraget og skal bruges til produktionen af Moskvich.
- Den nye Moskvich 3 er en kinesisk crossover fra firmaet JAC.
- Bilproduktionen i Rusland er faldet voldsomt, og for første gang kan selve bilsalget nå ned på under en million om året.
Herhjemme var det Fredericia Motorkompagni A/S, der stod for importen. Et mærke som Volga, der var Sovjetunionens stolthed var også med, men den store succes blev med Lada.
I en bilannonce fra 1969 står der, at en Moskvitch kostede mellem 8.000 og 15.000 kr., og importøren karakteriserede den som driftssikker, rummelig og med kraftreserver og rustbehandling.
Der er indregistreret to eksemplarer af Moskvitch herhjemme, ifølge tal fra Bilstatistik.dk. Et tal, der givetvis ikke stiger, da de nye biler naturligt nok ikke kommer til at køre til Europa.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.