Frankrig

Renault vil mindske dieselforurening

Efter kritik sætter franskmændene skub i at opdatere softwaren i deres nyeste dieselmotorer

Arkivfoto: Jonas Ahlstrøm
Arkivfoto: Jonas Ahlstrøm Peter Leth-Larsen

Opdateret 04. februar 2016 kl. 11:07

FRANKRIG: Franske Renault vil opdatere softwaren i deres nyere dieselmotorer, for at få dem til at forurene mindre speciel ved kørsel i kulde. Det skriver Reuters.

Opdateringen kommer i kølvandet på øget opmærksomhed på dieselbilers NOX-forurening efter den store VW-skandale, hvor tyskerne havde installeret snydesoftware i deres motorstyring, for at få dem til at holde normerne under test - for til gengæld at forurene alt for meget, lige så snart bilen kørte ud fra teststanden.

En schweizisk test af den i hvert fald i resten af Europa populære storbil Renault Espace viste, at den ved målinger i en test, der er mere realistisk end den nuværende EU-test, forurener 25 gange mere, end EU-normerne tillader, og Renault erkender, at det ikke er godt nok. Idet det hele tiden har lydt fra Renault, at man ikke har installeret snydeprogrammer på linje med VW.

- Vi skal være de første til at erkende, at der er plads til forbedringer, siger Thierry Bollore, der er konkurrencedirektør hos Renault, idet han dog bestrider en del af de målinger, der er blevet lagt frem.

Aktuelt drejer det sig om de dieselmotorer, der skal opfylde Euro 6-normen, der trådte fuldt i kraft sidste år. Til marts vil den franske bilkoncern have planerne klar for opdateringen, og efterfølgende begynde at indkalde de berørte biler til kontrol hen over sommeren.

Selve softwareopdateringen kan klares, mens der alligevel skal foretages service på bilen, rent praktisk skal det nye program skrives til bilens motorstyringscomputer, og ekstraudgiften til at gøre det er ikke ret stor. Samlet drejer det sig om cirka 700.000 biler, der skal kontrolleres - et program Renault har sat 50 millioner euro af til. Samtidig har fabrikken sat 1,2 milliarder af til at fremskynde udvikligen af den næste generation motorer, så de kan blive sat i produktion om tre år frem for som oprindelig planlagt om fem år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden