Håndbold

Rene Toft: Skal tage den første matchbold

Danmark kan booke billet til EM-semifinalerne allerede mandag aften med en sejr over Ungarn

Foto: Claus Fisker/Scanpix
Foto: Claus Fisker/Scanpix Scanpix Denmark

HERNING: Efter lørdagens sejr over Spanien har Danmark seks point i mellemrunden ved EM i håndbold, og nu mangler blot to point mere før semifinalepladsen med garanti er i hus.

Stregspilleren Rene Toft Hansen vil lukke diskussionen allerede mandag aften mod Ungarn i Boxen.

- Nu har vi to matchbolde, og jeg vil meget meget gerne i den semifinale, men vi er der altså ikke endnu. Vi mangler at møde to gode hold i Ungarn og Island. De lagde ud med at smadre de to hold, der kom med over fra vores pulje, og det siger det hele, siger han.

Ungarn en udfordring

Bagspilleren Mads Christiansen håber også på en hurtig afklaring, selv om han har stor respekt for Ungarn, der lørdag smadrede Østrig.

- Vi skal have en enkelt sejr mere, og den vil vi gøre alt for at tage allerede i den næste kamp. Ungarn bliver helt sikkert en udfordring, men kan vi slå dem, så kan vi spille frit i den sidste mellemrundekamp mod Island. Det vil være optimalt at bruge den kamp på at forberede os på nogle af de ting, som vi skal bruge i en semifinale og samtidig få fordelt ressourcerne, siger han.

Frankrig og Kroatien

En eventuel ønskemodstander i en semifinale får man dog ikke danskerne til at udråbe.

- Jeg synes, at der er fire hold, der skiller sig ud i den her turnering. Danmark, Spanien, Frankrig og Kroatien er mit bud på semifinaledeltagerne. Jeg er ligeglad med, hvem vi skal møde, siger Rene Toft Hansen.

Mads Christiansen har det på samme måde.

- Ud fra det, jeg har set, så er både Frankrig og Kroatien helt på niveau med Spanien, så det er nok lidt hip som hap.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden