Reno-Nord: Branden bredte sig eksplosivt

Muligvis var der brandbar væske i det affald, som torsdag gik op i flammer

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

VODSKOV:Branden, som torsdag ramte Reno-Nords store affaldslager ved Rærup nær Vodskov, bredte sig voldsomt. Muligvis fordi der var brandbar væske i affaldsdyngerne.

Formodningen er, at ilden selvantændte eller startede ved et uheld, for eksempel på grund af en gnist.

Medarbejdere fra Reno-Nord var ved at findele affald på lageret i går eftermiddag.

- Pludselig var der en af dem, der opdagede, at der opstod brand, og at ilden bredte sig meget hurtigt. De sørgede for at få maskinerne og sig selv væk fra pladsen og alarmerede brandvæsenet, fordi det gik så stærkt, at de ikke selv kunne få bekæmpet branden, fortæller direktør Thomas Lyngholm fra Reno-Nord.

34 brandfolk fra Nordjyllands Beredskab blev sat ind for at få slukket ilden.

Alarmen lød torsdag kl. 14.46, og først ved 04-tiden natten til fredag kunne de sidste brandfolk vende hjem.

Thomas Lyngholm skønner, at op mod 1000 ton affald gik op i flammer.

Affald, der ellers skulle bruges som brændsel på Reno-Nords forbrændingsanlæg i det østlige Aalborg, som producerer el og fjernvarme.

Årsagen til branden kendes ikke med sikkerhed.

- Men den måde, branden startede på, og så hurtigt den bredte sig, så kunne noget tyde på, at der har været en brandbar væske eller noget lignende i affaldet. Noget som ikke burde være i den slags affald, siger Thomas Lyngholm.

Ilden i affaldsdyngerne skabte en stor, tyk røgsøjle, der kunne ses flere kilometer væk.

Men røgen var ikke giftig, lød vurderingen fra beredskabet og Reno-Nord.

Affaldslageret ved Rærup rummer op mod 10.000 tons affald.

Der er en del sodskader på lageret efter branden, og betonmure skal nu undersøges for eventuelle skader.

Samtidig skal Reno-Nord vurdere, om brandberedskabet på stedet skal forbedres.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden