Det tog nordjyske Ove 33 timer at komme ud af Ukraine

DANMARK:- Det er ikke en krig. Det er en massakre på det ukrainske folk. Missiler har ramt beboelsesejendomme, de har dræbt og såret helt uskyldige civile. Det er horribelt.

Sådan skrev Ihor Terekhov på det sociale medie, Telegram. Han er borgmester i den ukrainske storby, der de sidste døgn har været et af de steder, hvor krigen rammer hårdest. Hvor mange, der er døde er usikkert, men i hvert fald er det sikkert, at mindst tre børn ikke overlevede angrebene.

Grad-missilerne har ramt hospitaler, en skole og også byens rådhus midt i byen.

- Det er angreb på civile. Hvis det var Danmark vil det svare til, at man angreb Rådhuspladsen. Her er ingen militære mål, det er et direkte angreb på civile.

Indtil torsdag i sidste uge boede Ove Urup-Madsen i Kharkiv, der ligger i det østlige Ukraine og tæt på grænsen til Rusland.

Her arbejdede han som chef for den lokale afdeling af EUAM.

Han er chef for 22 ansatte - halvdelen fra Ukraine, halvdelen fra EU-lande - og de er ansatte til at hjælpe de ukrainske myndigheder med forskellige former for kapacitetsrådgivning.

Han har boet i Ukraine i syv år - de første seks arbejdede han som rådgiver for Nato - og har gennem årerne fået mange kontakter, også venner i Ukraine. Nogen af dem er tæt på toppen af samfundet, andre helt almindelige, men en ting er de fælles om.

- Det er et stolt og stærkt folkefærd. Der er mange dygtige mennesker, der vil det bedste for deres land og har været med til at sætte gang i en rigtig god udvikling.

Kontoret er - som det meste andet i byen - lukket ned. Men mobilnettet fungerer stadig, og Ove Myrup-Madsen er dagligt i kontakt med de lokalt ansatte. Ikke fordi, de skal arbejde - bare for at høre hvordan, de har det.

- De er selvfølgelig forfærdede over udviklingen. Meget af tiden opholder de sig i beskyttelsesrum sammen med deres familier. De forsøger at holde humøret oppe, men det bliver stadig sværere. Men de er indstillet på at kæmpe. Hvis det bliver sidste udvej, vil de kæmpe. De har en frihedstrang, og en nationalfølelse, der er helt vidunderlig. Selv hvis russerne skulle ende med at indtage byen vil de ikke kunne besætte den. For alle vil kæmpe mod.

100 kilometer på otte timer

I dag er Ove Urup-Madsen tilbage i Thy, hvor hans danske hjem er.

Torsdag låste han huset, satte sig i bilen og begyndte den lange tur mod sikkerhed. I bagagerummet var der 40 liter ekstra diesel, for allerede på det tidspunkt var brændstof blevet en mangelvare i Ukraine - i dag er det næsten umuligt at opdrive.

Fra Kharkiv kørte fire biler i konvoj ud af byen. Der var rigtig mange, der ville væk. Mortorvejen ud af byen blev ensrettet, så der kunne bruges fire spor, men alligevel gik det utrolig langsomt. Der var tæt kø-kørsel, og de første 100 kilometer tog otte timer. Første vigtige mål var at komme over den store Dnepr-flod, der skærer gennem Ukraine fra nord til syd. Der er ikke særlige mange broer over floden, og broerne er et oplagt militært mål. Det lykkedes, men det gjorde den planlagte overnatning på den anden side ikke. Kort efter, at de har krydset floden hører de jagerfly, og kan på afstand se bomber falde over et ukendt mål.

- Der beslutter vi at køre videre. Mange steder begynder den ukrainske hær også at opsætte vejspærringer, og derfor dropper vi den oprindelige plan om at køre mod Liev, og i stedet for tager vi mod syd og Moldova.

De dropper at køre på de store veje, og tager i stedet en mere kringlet, men også mere sikker tur ad de små veje. Store dele af strækningen går gennem øde områder, men alligevel går der mennesker i vejkanten.

33 timer efter, at de startede turen, er de endelig ved grænsen til Moldova. En af de ukrainske ansatte fra kontoret har sammen med sin kone og datter taget turen med i håbet om, at komme ud, men han bliver afvist ved grænsen. Ukrainske mænd mellem 18 og 60 år må nemlig ikke forlade landet, men skal blive og kæmpe.

- Vi tilbyder selvfølgelig, at hans kone og datter kan komme med over, men det afviser hun. Hun vil hellere blive med sin mand. De får en af bilerne, det resterende diesel og kører tilbage ind i Ukraine. Det var en svær afsked, siger Ove Urup-Madsen, der heller ikke glemmer en anden scene fra grænseovergangen foreløbigt: En kvinde, der følger sine to små børn til grænsen, hvor en person tager i mod dem. Kvinden selv vender tilbage til Ukraine, sætter sig bag et skilt og græder.

- Det var en hård tur, hvor vi så frygtelige scener. Alligevel er hans mål og håb snart, at komme tilbage til sit arbejde og til Kharkiv.

- Tør du give et bud på hvornår du kan vende tilbage til Ukraine?

- Jeg håber på, at det kan lade sig gøre i løbet af et par måneder. Skyderierne skal stoppe, og der skal komme en form for våbenhvile. Men det er et håb - jeg ved det selvfølgelig ikke.