Politik

En ting skal Putins nyttige idioter have tak for: At understrege ytringsfriheden

Heldigvis er det fuldt lovligt at fortælle, at man er faldet pladask for Putins dygtige propaganda

Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli
Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 08:23

- Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine, skrev musikeren Klaus Kjellerup i sidste uge på twitter, og det skal popsangeren på en måde have tak for.

For det understregede en ting tydeligt: At vi har ytringsfrihed her i landet. At den frihed gælder for alle - inklusive nyttige idioter, der tror, at de har set sandheden, men i virkeligheden er faldet pladask for Putins propaganda.

Heldigvis bor popsangeren i Danmark, hvor det er aldeles ufarligt at indtage kontroversielle synspunkter. Havde han boet i Rusland, og havde skrevet den virkelige sandhed - at russerne bomber civile i en på alle måder grusom krig - var han blevet hentet af FSB og havde udsigt til 15 års fængsel for at gå op mod regimets diktat om, at krigen kun må kaldes en special military operation.

Det er i essens forskellen på demokrati og diktatur, på frihed og ufrihed.

Danmark er et frit, demokratisk land. Vi har en - næsten - ubegrænset ret til at have vores holdninger.

Men ytringsfrihed er også frihed til at tage afstand. Som de andre medlemmer af Danser med Drenge gjorde, da de meddelte, at her stoppede samarbejdet med Kjellerup.

Den beslutning førte til en del piveri på Facebook.

- Det er skrækkeligt, man ikke må have sin egen mening uden og skulle dømmes af halvdelen af Danmark, lød en kommentar på Nordjyskes Facebook-side.

Men sådan er det altså. Der findes udsagn, der er udtryk for så stor uvidenhed, historieløshed og menneskeforagt, at man kan kun kan tage afstand.

Det er ikke ulovligt at hævde, at Holocaust er en myte, og betonkommunister har al mulig ret til at forsvare Stalins Gulag-lejre med proletariatets diktatur. Men det står omverdenen frit for at kategorisere sådanne holdninger som vanvid.

Det er også tæt på vanvid at tro på Putins propaganda.

Men alligevel er der en del - også danskere - der har ladet sig forføre at den effektive russiske propaganda. Især blandt de, der brugte to år på at benægte eksistensen af corona og videnskab, er der mange, der har ladet sig omvende af den - godt nok dygtigt udførte - russiske fake news. De tror så meget på sagen, at de ikke engang selv kan se det grinagtige paradoks i, at de, der selv hævder at være frihedskæmpere, omfavner Putins aldeles ufrie regime.

I de seneste dage har et opslag fra en - angiveligt - herboende ukrainer spredt sig i de corona-skeptiske kredse.

- Så blev Ruslands præsident Putin tvunget til at sætte en stopper for den ukrainske regerings nazistiske ideologi og ødelæggelsen af ​​de russiske og pro-russiske ukrainere. Han stod op for os, ukrainere, skriver en Elena på Facebook.

Hvordan nogen kan like den slags er en gåde, men helt uforståeligt er det, at nogen kan lade sig overbevise om, at det skulle være sandt, er helt uforståeligt.

2,8 millioner mennesker er flygtet ud af Ukraine siden krigens start.

Mener man, at ukrainerne selv bærer ansvaret for katastrofen, er det en lovlig holdning. Men det er lige så lovligt at udtrykke foragt for den holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden