Analyse

Frieriet afvist: Ikke engang Støjberg tror på en fremtid for Dansk Folkeparti

ANALYSE: Nu bliver Morten Messerschmidt formand for DF. Ham er der ikke meget Hadsund over, og hvor mange tror på, at han kan redde partiet

Inger Støjberg takkede nej til DF. Arkivfoto

Inger Støjberg takkede nej til DF. Arkivfoto

Da det kom til stykket blev det et nej.

Kærligheden var nok - lettere lunkent - gengældt, men var trods alt ikke så stor, at Inger Støjberg ville svare ja til frieriet og lade sig kåre til ny formand for Dansk Folkeparti.

Det kommer ikke som noget chok - heller ikke i Dansk Folkeparti - men rar er beskeden selvfølgelig ikke. Har man først bevæget sig over gulvet for at byde op til dans, er afvisningen aldrig sjov, og da slet ikke når den som her kommer fra ballets dronning. Afvisningen bliver kun mere brutal af, at Støjberg også synes at have afvist partiets tilbud om et fast arbejde, der kunne sikre afsoning af rigsrettens dom i fodlænke.

Godt nok takker hun for opbakningen, men andet kunne hun vel heller ikke være bekendt. At det er en ærlig tak, er der ingen grund til at betvivle, thi Støjbergs nuværende politiske venner findes alene i DF og - med forbehold - i Nye Borgerlige. Har hun stadig venner i Venstre, er det kun på det personlige plan.

For DF er det en trist udvikling, der kun forstærker indtrykket af et parti i dyb, dyb krise.

Støjberg var bedste og eneste bud på en formand, der kunne have vendt nedturen.

Med hende i formandsstolen havde der været mulighed for, at landsmøderne kunne blive næsten lige så fornøjelige som dengang, Dansk Folkeparti var kendt for at have de absolut mest festlige landsmøder, hvor politik ikke fyldte unødvendigt meget. Muligvis ikke helt så sjove som Skagen 2016, hvor kun få opdagede, at de egentlig deltog i en EU-betalt konference, men dog betydeligt sjovere end de seneste landsmøder.

For Støjberg har præcis den friskhed og den profil, Dansk Folkeparti i dén grad mangler for at komme tilbage til start og ny begyndelse. Med hende kunne de igen blive et protestparti i opposition til ikke bare regeringen, men også - og især - til den bestående pænhed på Christiansborg.

Med Inger i spidsen kunne de tage kampen med Nye Borgerlige, de kunne igen have lavet valgplakater som var de tilbage som Familien Danmark. Det ville ikke engang være nødvendigt at photo-shoppe hunden ind - Støjberg har sin egen labrador, og lufter den endda i Hadsund.

Men nu må DF nok nøjes med Messerschmidt, og ham er der ikke meget Hadsund over. Uanset at han er EU-modstander, er han stadig for international og globaliseret til helt at symbolisere Danmark først. Det tæller heller ikke op, at det nu synes umuligt for DF at fremstå som en harmonisk familie. Det interne nag har varet så længe, og stukket så dybt, at ingen vil tro på, at stridighederne er forbi med valget af ny formand. Det betyder mere end den kommende formands forestående retssag.

Festen synes forbi, nu bliver det pligtdans med Morten Messerschmidt, og det hjælper ikke det store på humøret. Han er ikke nogen redningsmand, kun eneste mulige nødløsning på et meget stort problem.

For at Messerschmidt nu bliver ny formand for Dansk Folkeparti, er der ikke den store tvivl om.

Indtil videre kan man ikke oddse på formandsvalget, men åbner det på et tidspunkt, vil odds på ham være som Manchester City på hjemmebane mod Derby eller et andet hold fra bunden af Championsship.

Messerschmidt vil være det sikre valg, spiller man på Martin Henriksen vil det give pengene mange gange igen. At spille på de to øvrige kandidater - Merete Dea Larsen og nordjyske Erik Høgh-Sørensen - vil give odds som skulle Nordmakedonien vinde det forestående EM i håndbold.

Nok får Henriksen støtte fra en del - eksempelvis det nordjyske folketingsmedlem Bent Bøgsted - men alligevel er det usandsynligt, at han ender som formandsvalgets vinder.

For Henriksen stiller op i opposition til partistifter Pia Kjærsgaard, og at vælge ham ville være at sige farvel til fortiden, og det kommer ikke til at ske.

Fortidens storhed er reelt det eneste, der holder Dansk Folkeparti oven vande. En politik, der rammer 2022, har Dansk Folkeparti ikke, og målet er da heller ikke, at tiltrække nye vælgere, men blot at beholde en del af de tidligere trofaste.

Derfor er der reelt ikke noget alternativ, reelt er det Messerschmidt eller kaos. Han er den eneste, der har landspolitisk succes på sit cv - Henriksen blev vraget til Folketinget ved seneste valg, Erik Høgh-Sørensen fik ikke engang stemmer nok til at komme i regionsrådet.

Derfor skal Messerschmidt nok blive valgt som formand, og nok vil valget af ham blive modtaget med langvarige klapsalver fra de omtrent 800 delegerede på det ekstraordinære landsmøde i Herning 23. januar, men egentlig dybfølte vil de næppe være.

For hvor mange af de delegerede vil tro på, at han kan redde partiet?

Hvorfor Støjberg sagde nej, kan der kun gættes på. Hun har blot meddelt sin beslutning, hele forklaringen kender hun kun selv.

Men formentligt har hun vurderet, at opgaven ganske enkelt ville blive for stor, muligvis også nytteløs.

Det fortæller ligeledes en del. For Støjberg er ikke en, der undervurderer egne evner eller popularitet, og vurderer hun, at der vil være bedre mulighed for en politisk fremtid i eget regi - med alt hvad det indebærer af bøvl med overhovedet at blive opstillingsberettiget - eller helt udenfor politik, skyldes det én ting.

Hun tror ikke på, at Dansk Folkeparti har nogen stor fremtid i dansk politik.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.