Her er corona efterhånden en sjældenhed
I syv nordjyske kommuner har der ikke været nye smittede den sidste uge
Opdateret kl. 16:58
Corona-smitten har indtil videre ikke ramt hårdt i Nordjylland - i alt er der 434 nordjyder, der er testet positiv for covid-19. 100 har været indlagt på sygehuset, og 22 er døde.
Men heldigvis går det den rigtige vej - i syv nordjyske kommuner er der i løbet af de seneste syv dage slet ikke konstateret smittede. I de fire resterende er der fundet mellem 1 og 9 smittede, oplyser Statens Serum Institut.
I alt er 45.859 nordjyder blevet testet for corona. Søndag blev der åbnet op for, at alle nu kan blive testet - også selv om man ikke har symptomer.
Det bekræfter Sundheds- og Ældreministeriet. Tidsbestillingen foregår på hjemmesiden coronaprover.dk, og alt, man skal bruge, er sit NemID. Mandag eftermiddag var der masser af ledige tider både i Aalborg og Hjørring.
