Hvis vi vil have en stram udlændingepolitik vil det uundgåeligt resultere i afgørelser, der umiddelbart synes tåbelige

Umiddelbart virker det meningsløst, at 19-årige Aya Abu-Daher tvinges til at droppe ud af sin uddannelse - tre måneder før hun vil blive HF-student.

- Siden Aya kom til Danmark, har hun og familien gjort alt for at blive integreret. Hun har klaret det så flot, taler klingende dansk og har selvfølgelig drømme om job, uddannelse og et liv i Danmark. Hun vil hellere dø her end tage tilbage til Syrien, skrev rektoren for Nyborg Gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm, på de sociale medier, og det opslag satte i den grad Aya på dagsordenen hen over påsken.

Men tilbage skal hun. For hun - og mange andre syrere - har fået besked på at forlade landet. Udlændingestyrelsen mener nemlig, at området omkring den syriske hovedstad Damaskus nu er fredeligt, og derfor er der ikke længere grundlag for at forlænge deres opholdstilladelse.

Styrelsens vurderingen kan i den grad diskuteres - muligvis er den mere udtryk for et dansk politisk ønske end den er en reel beskrivelse af virkeligheden i den syriske hovedstad.

Bomber falder der ikke mere, men trygt og sikkert vil det ikke være for de, der har talt negativt om Assad-styret. Derfor vil mange af de nu udviste syrere heller bo på ubestemt tid i et udrejsecenter end de vil vende hjem til Damaskus.

At lade nogen virkelysten 19-årig henslæbe sit liv et sådan sted virker dumt, og ingen vinder ved den løsning.

For alle måder ligner hun en gevinst for Danmark - ingen burka, tværtimod er hun nærrmest prototypen på den slags flygtninge, der kun vanskeligt kan kaldes en belastning for samfundet. Faktisk ligner hun mere en netto-gevinst, for det er indiskutabelt, at vores behov for udenlandsk arbejdskraft kun vil vokse. Den demografiske udvikling - der er den politiske korrekte oversættelse af problemet med ældrebyrde - gør det uundgåeligt. Der er ganske enkelt ikke nok danske unge, der vil være SOSU-assistenter.

Søndag fortalte Nordjyske om Mohamed El Shawa, der efter tre år i asylcenter ikke har meget håb tilbage. De danske myndigheder vil sende ham til Gazastriben - hans argument om, at han tidligere har vist sig at være en skattebetalende gevinst for Danmark ændrer ikke på afgørelsen. Modsat den unge syrer vil Mohamed El Shawa blive udvist uden at nogen politiker vil gå ind i sagen, men i begge tilfælde er det afgørelser, der på brutal vis ændrer fremtid og smadrer drømme.

Menneskeligt set er det synd for begge, men det er bare ikke det, der er essensen i sagerne.

Det handler om lov, og den skal være ens for alle.

Loven gør ikke forskel på integrations-succeser eller en kontanthjælpsmodtager fra ghettoen, der efter flere år stadig ikke kan et kuk dansk.

Lighed for loven er fundamentet for et retssamfund, og ingen enkelt sag er vigtigere end det princip.

Hvis vi vil have en stram udlændingepolitik - hvad et flertal gerne vil - vil det uundgåeligt resultere i afgørelser, der umiddelbart synes tåbelige.

Men dybest set er de udtryk for retsstatens fornuft.

Afgørelser skal ikke træffes efter hvem vi kan lide, domstole skal ikke tage hensyn til mængden af likes på Facebook, men kun til loven.

Hvis den unge kvinde fra Nyborg skal have lov til en fremtid i Danmark er det ikke afgørelsen, der skal laves om.

Det er loven.