Leder

Hykleri ved grænsen: Kommer man med pigtråd, skal man ikke begynde at snakke om menneskerettigheder

Menneskerettighederne bliver jævnligt brudt ved Europas ydre grænser, og det vil de også blive i fremtiden. Reelt har de indespærrede i grænseområderne ingen mulighed for at søge asyl

De fleste - nok også den danske regering - har vel et eller andet sted ondt af dem. For det er virkelig en elendig situation, flygtningene er endt i - fanget mellem lande, der ikke vil have dem.

På den ene side er der pigtråd, på den anden side står der hviderussiske soldater.

Flere er allerede døde i grænselandet, de andre går en uvis skæbne i møde. Bedre bevis på, at det ikke altid skal tages bogstaveligt, når europæiske ministre om mennesker-rettigheder, er svært at finde.

De stakkels mennesker er lokket i ulykke af Hvideruslands diktator, Lukashenko. Den kyniske præsident i Minsk har erfaret, at hvis der er en ting, der kan få EU-landene til at ryste i bukserne så er det flygtninge og migranter.

Så siden foråret har Lukashenko-styret udstedt turist-visa til tusindvis af flygtninge og migranter. Tilstrømningen - især af irakere og afghanere - blev så stor, at Fly Baghdad, Iraqi Airways og andre i løbet af sommeren oprettede flere direkte ruter til Minsk.

Flyene var fyldte på udrejsen, men tomme på hjemturen. For Minsk var kun transit - endemålet for næsten alle passagerne var Europa. I en del tilfælde stod hviderussiske myndigheder endda for transporten fra lufthavnen til landets grænser mod Litauen, Letland og Polen.

Lukashenkos plan var at bruge flygtningene som pression mod EU. Han ville stoppe strømmen, hvis EU droppede sanktionerne.

Men han tog fejl. Kynismen var næsten lige så stor på den anden side, for regeringerne i de tre grænselande sendte også soldater ud og gik hurtigt i gang med at forstærke grænsen.

Det sidste endda med dansk hjælp.

I sidste uge var integrationsminister Tesfaye et smut i Litauen for at se på hegn. Ministeren var tydeligvis stolt af det danske bidrag, der består i pigtråd nok til at sikre, at 15 kilometer af grænsen mellem Litauen og Hviderusland bliver umulig at krydse for flygtninge.

Der er nemlig tale om pigtråd af højeste kvalitet, det såkaldte concertinapigtråd lavet af galvaniseret stål og designet til at lemlæste.

- De ydre grænser er også Danmarks grænse. Men selvfølgelig skal alle menneskerettigheder overholdes. Ligesom der skal være mulighed for at søge asyl, lød forklaringen fra Mattias Tesfaye.

Den første sætning er rigtig, de sidste to er derimod rent hykleri.

Menneskerettighederne bliver jævnligt brudt ved Europas ydre grænser, og det vil de også blive i fremtiden. Reelt har de indespærrede i grænseområderne ingen mulighed for at søge asyl.

I sidste ende er der ingen vej uden om hegn. Ikke for flygtningene, heller ikke for Europa.

Men at komme med pigtråd og så begynde at tale om menneskerettigheder er at trække selvbedraget for langt.

Langt hen ad vejen er vi præcis lige så ligeglade med deres skæbne, som Lukashenko er.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.