Milles dødsfald

I 15 måneder har mor ledt efter svar: Hvorfor døde Mille?

Ny dokumentar fortæller om alvorlige svigt i forbindelse med 17-årig piges død

Rikke Skjold Pedersen besøger sin datters gravsted hver dag. Foto: TV2

Rikke Skjold Pedersen besøger sin datters gravsted hver dag. Foto: TV2

Der var flag, balloner, og "Mille 18" stod skrevet med levende lys.

Det var en smuk eftermiddag i april, men alligevel var alt helt forkert. For de mange mennesker var samlet på kirkegården i Vejgaard ved gravstenen for Mille Skjold Svendsen,

Hun blev kun 17 år. Og denne eftermiddag markerede familie og venner den 18-års fødselsdag, hun burde have haft.

6. august 2020 sagde hun farvel til denne verden, og lige siden har hendes mor, Rikke Skjold Pedersen, forsøgt at finde ud af, hvorfor Mille døde. 15 måneder senere ved hun det stadig ikke.

Men hun ved, at det myndighederne - Aalborg Universitetshospital og Nordjyllands Politi - fortalte hende, da de bragte hende den forfærdelige besked, ikke passer.

Den officielle udmelding var, at Mille døde af en voldsom hjerneblødning. Men allerede få minutter efter, at Rikke og hendes eks-mand om natten mellem 5. og 6. august sidste år havde fået at vide, at deres datter var død af en hjerneblødning, slog en udenlandsk ekspert fast, at det ikke var dødsårsagen.

Hvad Mille døde af, kunne han ikke se. Han sad i Australien og havde kun fået tilsendt røntgenbillederne for at komme med en second opinion. Men han havde ret. Dødsattesten var simpelthen forkert.

Det fremgår af en ny TV2-dokumentar, Døden i Annekset.

Klog og smuk

Mille blev kun 17 år, men nåede at sætte aftryk.

- Hun var utrolig smuk, utrolig klog og det sjoveste menneske, jeg har mødt, siger en af hendes veninder i TV2-dokumentaren.

Mille boede med sin mor og lillesøster i Vejgaard, spillede fodbold, gik på Aalborghus Gymnasium, og elskede, når det skete noget.

Især fester - og derfor tog hun en dag sidst i sommerferien 2020 nordpå. Sammen med veninder var hun inviteret til et fest i et sommerhus i Tversted, som nogle jævnaldrende drenge havde lånt.

I alt var der 13 unge - alle 17 eller 18 år gamle.

Der var - fortæller to af de veninder, der var med - en god og rar stemning i huset. Høj musik, masser af snak og ivrige drukspil. De fleste var berusede, også Mille. Hun havde taget en flaske af sin yndlingsdrik med, Jägermeister.

Under festen fik Mille Skjold Svendsen det dårligt. Hun følte , at hun havde svært ved at trække vejret og lagde sig på sofaen for at sove. Men kort efter var hun klar til at feste videre.

Kort før midnat så en af veninderne, Mille snakke med en anden af gæsterne - en ung mand. De to forlod festen. Veninden troede at de gik udenfor for at snakke.

Tyve minutter senere kom den unge mand tilbage til festen. Han var oprevet og ville have en af Sofies venner med over til et anneks. Her lå Mille bevidstløs på gulvet. På lagen, sengetøj og gulv var der blod. Hendes krop var lyseblå, mindes veninden.

Hun begyndte at give veninden hjertemassage og fik den unge mand til at hente de andre. Kort efter var alt kaos - nogen gav hjertemassage, mund-til-mund, og andre var i kontakt med alarm-centralen.

Ung mand anholdt

Klokken 00.33 nåede ambulancen frem. Med fuld udrykning blev Mille Skjold Svendsen kørt til Aalborg Universitetshospital.

Politiet ankom til stedet og foretog ifølge dokumentaren en hurtig undersøgelse af stedet. Både politi og alarmcentralen spurgte, om der har været stoffer til festen. Det afviste alle.

Tre blev afhørt, og en af dem blev anholdt og taget med til stationen i Aalborg.

Det var den unge mand, der var sammen med Mille i de sidste timer af hendes liv. Ifølge afhøringsrapporten - som Rikke langt senere får mulighed for at se - fortalte han, at han syntes, at Mille var sød. Udenfor begyndte de at kysse, kort efter gik de ind i annekset og havde sex. Han lå hen over Mille, hun havde benene omkring hans mave/ryg under samlejet.

Pludselig blev hun helt stille og fraværende. Hendes ben faldt ned. Han fortalte, at han skyndte sig ind i huset efter de andre.

Manden blev løsladt, og er ikke mistænkt for noget.

I april ville Mille Skjold Svendsen være blevet 18 år. Det blev markeret ved hendes grav på kirkegården i Vejgaard. Foto: TV2

I april ville Mille Skjold Svendsen være blevet 18 år. Det blev markeret ved hendes grav på kirkegården i Vejgaard. Foto: TV2

Mistanke

Alt dette ved Milles forældre ikke på det tidspunkt.

Efter at have fået beskeden om Milles tilstand skynder de sig begge til Aalborg Universitetshospital. De bliver ført hen til et pårørendeværelse, og et par timer efter kommer en læge ind og giver dem den tragiske besked.

Lægerne fortæller, at Mille Skjold Svendsen er død af en stor hjerneblødning. En såkaldt aneurisme forårsaget af et bristet blodkar.

Politiet informerer dem om, at de ikke vil lave en retslægelig obduktion og lukker efterforskningen, fordi intet tyder på, at der er foregået noget kriminelt. Familien fravælger en sygehus-obduktion, og en varm augustdag bliver Mille begravet fra Vejgaard Kirke.

Der er ikke engang ståpladser til alle - nogle står udenfor.

Men sidst på måneden sker der noget, der vækker mor Rikkes mistanke. Hun og Milles lillesøster er blevet indkaldt til undersøgelse for at få tjekket, om de også skulle være i risikogruppen for at få hjerneblødninger.

Det er de ikke, lyder svaret, og det undrer Rikke. Derfor spørger hun neurokirurgen, om han vil se på Milles røntgen-billeder. Det gør han, og hans svar kommer som et chok. Mille døde ikke af en hjerneblødning. Lægen fortæller, at han kan se voldsomme skader i hjernen. Det tydede på, at hun havde haft iltmangel, men ikke en hjerneblødning.

- Når man ikke kender sandheden om sin datters død, efterlader det en i kvik-sand, siger Rikke Skjold Pedersen i TV2-dokumentaren.

Derfor går hun selv i gang med at grave i sagen. Hun søger aktindsigt i hospitalsjournaler og politirapporter, og midt i sorgen må hun konstatere, at mange af de informationer, hun havde fået fra myndighederne, er forkerte.

I februar 2021 kontakter hun TV2, og sammen med journalisterne herfra finder hun ud af, at der er foretaget flere underlige dispositioner:

1: Hverken Mille eller andre af de tilstedeværende i sommerhuset blev testet for indtag af stoffer.

2: Der var blod på anneksets gulv samt på dyne og pude. Men politiet undersøgte aldrig, hvor blodet kom fra, eller hvorfor det var på genstandene.

3: Den unge mand, som gik med Mille Skjold Svendsen over i annekset, fortalte til politiet, at de havde haft samleje. Undervejs blev Mille Skjold Svendsen pludselig bevidstløs og blødte fra sin vagina. Ingen undersøgte hendes vagina for skade.

4: En ung skadestuelæge blev i politiets rapport citeret for at have undersøgt Mille Skjold Svendsen vagina, men han udførte aldrig undersøgelsen, og han deltog slet ikke i behandlingen af Mille.

5: En tilsynslæge anbefalede, at Mille Skjold Svendsen skulle obduceres på grund af omstændighederne for hendes død. Men politiet vurderede, at det ikke var nødvendigt.

Nordjyllands Politi genåbnede efterforskningen, for så kort efter at lukke den ned igen. Anklagemyndigheden erkendte, at der burde have været foretaget en obduktion, men vurderede, at der ikke var grund til at åbne graven for at lave en obduktion.

Via TV2 fik Rikke Skjold Pedersen kontakt til den svenske retsmediciner Henrik Druid fra Karolinska Instituttet i Stockholm.

Han har set journalerne, og mener at Milles Skjold Svendsens død kunne skyldes flere årsager. Årsagen kunne være en blodprop i lungerne eller en hjertefejl, men mest sandsynligt er det, at Mille døde af en overdosis af stoffer.

For da Mille lå i ambulancen, fik hun en slange i halsen, og her kom der blodskum op. Det sker ofte, når mennesker har fået en overdosis af opiater - stoffer som morfin eller heroin.

Men det er stadig kun et bud, og ikke en dokumenteret dødsårsag.

Den findes aldrig. Når Rikke Skjold Pedersen stadig kæmper, er det for at få placeret et ansvar og forhåbentlig sikre, at andre ikke bliver udsat for det samme.

- Det værste systemsvigt, der kan ske for mig, er sket. Men det næst-værste vil være, at det sker igen, uden jeg har gjort, hvad jeg kunne for at forhindre det, siger hun til TV2.

Første afsnit af "Døden i annekset" blev sendt tirsdag aften 23. november på TV2. Begge afsnit kan ses på TV2 Play.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.