Leder

Nej, Marcus skal ikke skride hjem til Afrika, men andre skal stoppe med at skrive hadefuldt

Hører eller ser man noget, man ikke er bryder sig om, så bliver det opfattet som noget helt naturligt lige at sende en sviner afsted

Simon og Marcus fra Thisted er blevet kaldt "Justin Bieber og negeren". Foto: Lasse Lagoni/TV 2

Simon og Marcus fra Thisted er blevet kaldt "Justin Bieber og negeren". Foto: Lasse Lagoni/TV 2

- Skrid hjem til Afrika. I stinker af lort!

At få den slags beskeder er en del af det at være sort i Danmark. Det kom næppe som nogen stor overraskelse for Marcus Enevoldsen, at den slags beskeder ville være en af de ting, han måtte tage med, hvis han ville være med i X Factor. Den 18-årige dansker - den ene halvdel af en duo fra Thisted - er vant til den slags.

- Der er også nogle, der har kaldt os "Justin Bieber og negeren". Når man vokser op og er mørk, bliver man vant til racistiske kommentarer, siger han.

Men det er det ikke alle, der er, og fredagens tv-show og efterfølgende debat kom mere til at handle om had på nettet end om musik. Hvilket er helt på sin plads, for når selv et fredeligt tv-program kan få det sørgeligste frem i visse folk, er det et trist bevis på tingenes tilstand.

Nu kan man selvsagt mene hvad man vil om X Faktor, der gennem 13 år har været fast i prime time fredag aften. Det er - til trods for at især en dommer ind i mellem forfalder til lovsang om øjeblikke af stor kunstnerisk skønhed - ikke andet end et harmløst underholdningsprogram, der egentlig ikke gør hverken skade eller gavn.

Mener man at det det musikalske niveau er lavt, eller at Blachman er for meget - begge dele kan være rigtigt - kan man selvfølgelig godt kritisere det. Hvis man altså ikke vil tage det oplagte valg og lade være at se med, thi at hidse sig op over succesrige tv-programmer er nytteløs tidsspilde og ændrer intet på sendefalden.

Deltagerne - de fleste af dem ganske unge - kan man i hvert fald ikke bebrejde noget. De kommer med en drøm - at den drøm så ikke altid matcher med de vokale evner, er altså ikke nogen forbrydelse, men derimod ganske menneskeligt.

De har på ingen måde fortjent at blive svinet til i en grad, der er helt ude af proportioner. Hvorfor der sidder seere, der mener sig berettiget til det, er der mange bud på, men ingen klare. Da en af tilsvinerne - en 56-årig kvinde fra Nykøbing Falster - blev spurgt om, hvorfor i alverden hun var gået på de sociale medier og skrevet mildt sagt ucharmerende grimt om en 18-årig pige, der på ingen måde havde gjort hende noget, var svaret bare, at det var overhovedet ikke min mening, at jeg skulle være med til at være mobber.

Forhåbentligt tænker Susanne Nielsen fra Nykøbing Falster sig lige om en ekstra gang, inden hun går på Facebook næste gang, men det hjælper kun lidt.

Hun er kun en af mange.

For det siger desværre alt for meget og alt for tydeligt, at tilsvininger er blevet så almindelige, at det ikke en gang er noget, man tænker over. Sådan har det været længe - debatter om #metoo, muslimer og corona har sjældent været køn læsning.

Hører eller ser man noget, man ikke er enig i, så bliver det opfattet som noget helt naturligt lige at sende en sviner afsted. Ikke for at starte en debat eller lignede - eneste formål synes umiddelbart at være at rakke andre ned. Forsøger nogen at appellere til anstændig sprog og dialog, bliver det oftest mødt med anklager om, at den anden er krænkelsesparat og at vi her i landet har ytringsfrihed.

Det har vi heldigvis også, men Grundlovens paragraf 77 taler om ret til at offentliggøre tanker, ikke om ret til - i bedste fald - tankeløshed.

Trusler og hadsk tale er ikke en grundlovssikret ret, og i længden er de en trussel mod netop ytringsfriheden.

Dels fordi det kan få nogen til at overveje, om de overhovedet tør stå frem - trusler mod de forskere, der har modsagt corona-skeptikere er et eksempel. Dels fordi de store tech-giganter som Facebook kan ikke leve med, at de sociale medier ender som et sted, ingen længere orker at tage debatten.

I sidste ende tager Facebook kun hensyn til en ting: Deres aktionærer. Hvis der er flere kunder og penge i en øget censurering, vil det være deres valg.

Derfor er vi - igen - nødt til at tage en snak om tonen.

Der skal være højt til loftet i dansk debat, men det er ikke at være for fintfølende at hævde, at det ingen steder hører hjemme at skrive grimt om en 15-årigs acne eller at skrive, at den radikale folketingspolitiker Kristian Hegaard er en landsforræder, der skulle køres i havnen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.