Man kan godt være for 3. Limfjordsforbindelse uden at være naturfjendsk anti-demokrat
Modstanderne har ikke høje tanker om erhvervslivets dømmekraft, og mail-initiativet får næppe heller denne gang nogen voldsom stor effekt

Journalist og lederskribent Anders Sønderup. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Er det virkelig lykkedes at lokke omtrent 500 nordjyske virksomheder til at stå som støtter af en 3. Limfjordsforbindelse, uden at de i virkeligheden vil det?
Det er i hvert fald mistanken hos modstanderne af en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm, der mener, at virksomhederne ikke har fået fortalt sandheden, da de meldte sig ind i erhvervsnetværket, Aalborg Alliancen. Søndag kunne Nordjyske fortælle, at modstanderne gør klar til masseudsendelse af e-mails. Virksomhederne får forklaret, at deres medlemskab bliver misbrugt politisk, og de opfordres til at melde sig ud.
Det er ikke høje tanker, modstanderne har om erhvervslivets dømmekraft, og mail-initiativet får næppe heller denne gang nogen voldsom stor effekt. For Aalborg Alliancen har lige siden starten været et omdiskuteret foretagende, hvor især Enhedslistens Per Clausen har protesteret mod kommunens medlemskab.
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Aalborg Alliancen gik ind for en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm, og det er heller ikke første gang, at modstanderne forsøger at få medlemmerne til at melde sig ud af alliancen. For et halvt år siden skrev Nordjyske om, hvordan Borgerbevægelsen opfordrede til boykot af medlemsvirksomhederne. Dengang gik enkelte så vidt, at de ligefrem fabrikerede falske online-anmeldelser af enkelte virksomheder.
Det er der ingen grund til at gentage.
Uenighed er fint, chikane er ikke. For præcis som det er aldeles fint at være imod motorveje eller blot for motorveje, der generer andre steder, så er også aldeles fint at mene, at en 3. Limfjordsforbindelse via Egholm er den bedste løsning på de indiskutable trafikproblemer omkring Limfjorden.
Fortalere for projektet er ikke nødvendigvis naturfjender, der ikke har fattet noget, og/eller medlemmer af en trafikal sammensværgelse, der er ligeglad med demokrati.
Også Det Nordjyske Mediehus er under anklage for at være med i sammensværgelsen.
Vi skulle fordreje tingene, skjule sandheden og være købt til at vinkle historien til fordel for magthavere og andre med onde hensigter om at ødelægge Egholm.
Men det er og bliver en ren konspirationsteori.
Nordjyske er ikke i lommen på nogen. Thomas Kastrup-Larsen eller andre borgmestre har selvfølgelig ikke nogen indflydelse på hvad vi skriver, og der er heller ingen erhvervsfolk med til redaktionsmøderne.
Vi har ikke nogen skjult dagsorden. Vi har fortalt om støj, knortegåsen og en tvivlsom samfundsøkonomisk rentabilitet. Hvis vi ikke trykte modstandernes talrige debatindlæg, blev de aldrig trykt noget sted.
Men selvfølgelig har vi en holdning. Og at nogen på Facebook opfordrer til hurtigst muligt at opsige enhver form for abonnement, ændrer ikke på den.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.