Politi

Uværdigt at sende danske soldater i krig for en brutal, korrupt diktator

Uanset om jægersoldaterne bliver sendt hjem eller får lov til at blive, ligner udfaldet det samme: Fiasko

Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli
Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

For en uge siden fløj cirka 60 jægersoldater fra Aalborg til afrikanske Mali.

Muligvis kommer de snart hjem igen, for styret i Mali mener ikke, at de danske soldater har noget at gøre i landet, og ender sagen med, at soldaterne beordres ud af landet, vil kun et ord være dækkende: Fiasko.

- Malis regering noterer sig med forbløffelse indsættelsen på sit territorium af et hold af danske specialstyrker, lød meldingen fra myndighederne i Mali, der dog lyder mere overraskede end de har grund til, for de danske soldaters landgang har været planlagt længe. Den nuværende forbløffelse skyldes mest af alt, at styret i Bamako - Malis hovedstad - håber, at dets genstridighed overfor de danske soldater kan få EU til at lempe nogle af de heftige sanktioner, der er iværksat i håbet om at få styret til at makke ret, og i det mindste signalere demokratiske hensigter.

Det lykkes næppe for Mali at få ophævet sanktionerne nu, og de danske soldater får formentlig lov til at blive.

Men også det udkomme kan nemt ende i fiasko, for situationen i Mali er mildt sagt kaotisk, og det synes ikke helt velovervejet at sende i alt 105 danskere ned for at hjælpe et regime, der på ingen måde lever op til de værdier, vi normalt går i krig for.

Normalt ville vi ikke hjælpe et styre, som det der lige nu sidder på magten i Mali. Det er nemlig et militærstyre, der to gange inden for to år har smidt demokratiske regeringer på porten - senest i maj 2021 - og det er et styre, der har optrådt ganske brutalt overfor indbyggerne. Oveni kommer så, at styret åbenlyst ikke har tænkt sig at afgive den tilranede magt - planlagte valg er udskudt på ubestemt tid, og chefen for det hele, oberst Assimi Goïta, synes ikke just at have planlagt sin exit i nær fremtid. Det tæller ikke på plus-siden, at styret har indhyret en større gruppe lejesoldater fra den berygtede russiske Wagner-gruppe.

Men alt det synes et flertal i Folketinget ikke at tillægge den store betydning. At danske soldater sendes i krig side om side med russiske lejesoldater og diktaturets egne soldater, retfærdiggør de danske politikere med missionens formål: At få bugt med de islamiske terrorgrupper og andre forbryder-grupper, der tjener kassen på menneskesmugling. Men det kæmpestore Sahel-område er tæt på lovløst område, og det er ren utopi, at de udsendte europæiske soldater skulle få genskabt bare et minimum af lov og orden. Missionen har været i gang siden 2014 og har ikke gjort den store forskel - tvært i mod er situationen i både Mali og Burkina Faso kun blevet værre.

At Danmark fortsat deltager i missionen, forekommer nytteløst, og det er ganske enkelt uværdigt, at danske soldater skal i krig for et korrupt og brutalt styre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden