Retsvæsen

Retten afviser Svend Jørgensens erstatningskrav

Retten i Hjørring afviser, at Anklagemyndigheden har handlet erstatningspådragende i sag om kursmanipulation

Arkivfoto: Henrik Bo
Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 13:36

AARS: Byretten i Hjørring har afvist tidligere Sparekassen Himmerland-direktør Svend Jørgensens erstatningskrav på 15 millioner kroner rettet mod Anklagemyndigheden.

En enig domsmandsret konstaterer i sin dom, at " sigtelsen og tiltalen (for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed, red.) ikke var sådanne indgreb, at de i sig selv kunne begrunde erstatningskravet. Da der ikke var grundlag for at fastslå, at anklagemyndigheden havde begået ansvarspådragende fejl, blev anklagemyndigheden frifundet."

Svend Jørgensen havde forventet en anden dom.

- Men når det er sagt, så har jeg jo ikke de bedste erfaringer med Retten i Hjørring. Dommen viser, at en gruppe offentlige embedsmænd i København åbenbart kan tillade sig alt over for borgerne, siger han.

Blev presset ud

Svend Jørgensens erstatningskrav på 15 millioner kroner baserer sig på, at det var en ubegrundet sigtelse for kursmanipulation og en ulovlig trussel om fyring fra Finanstilsynet, der tvang Svend Jørgensen væk fra sin direktørpost og efterfølgende gjorde det umuligt for ham at få et nyt job i finanssektoren.

Beløbet svarer til den løn og pension, som Svend Jørgensen er gået glip af i perioden fra 1. maj 2012 frem til 31. marts 2015, hvor han senest skulle have været fratrådt på grund af alder.

Ud af det samlede krav på de 15 millioner kroner udgør de 8,4 millioner kroner løn - Svend Jørgensens månedsløn var på 230.000 kroner - og 6,6 millioner kroner tabte pensionsindbetalinger.

Svend Jørgensen har allerede fået tilkendt en standarderstatning på 4600 kroner for uberettiget anholdelse, og Anklagemyndigheden har ikke villet tildele ham mere i erstatning.

Sigtelse endte med frifindelse

Politiet anholdt og sigtede Svend Jørgensen for kursmanipulation 14. november 2011.

Dagen efter sagde Svend Jørgensen efter pres fra Finanstilsynet sit job som direktør i Sparekassen Himmerland op.

I marts 2013 blev Svend Jørgensen kendt skyldig i kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed ved byretten i Hjørring, der idømte ham fem måneders ubetinget fængsel.

Den dom ændrede Vestre Landsret i april 2014, hvor den frikendte Svend Jørgensen og de andre tiltalte i sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden