Brønderslev

Revisorer under samme tag

To revisionsfirmaer fusionerer til ét

Niels-Erik Østergaard flankeret af sine to kommende samarbejdspartnere Peter Møller (til venstre) og Jacob Rask. Foto: Henrik Louis
Niels-Erik Østergaard flankeret af sine to kommende samarbejdspartnere Peter Møller (til venstre) og Jacob Rask. Foto: Henrik Louis

Opdateret kl. 08:00

BRØNDERSLEV: To revisionsfirmaer i Brønderslev bliver snart til ét firma. Det er revisionsfirmaer BDO Revision og Niels-Erik Østergaard. Fusionen har først virkning fra 1. juli.

- Fusionen er et led i fremtidssikringen, fortæller 64-årige Niels-Erik Østergaard, der dog ikke har planer om at stoppe inden for den nærmeste fremtid.

- Men man skal jo forberede sig i god tid. Det fortæller jeg også mine kunder, siger Niels-Erik Østergaard med et smil.

Han er faktisk ekspertise inden for netop generationsskifte.

Niels-Erik Østergaard fortæller om baggrunden for fusionen:

- Efter 33 år gode år med eget firma, har jeg nu besluttet at sikre fremtiden for min virksomhed ved at sammenlægge den med BDO.

- At valget faldt på BDO, skyldes at man her har en stor forståelse for og indsigt i de mindre og mellemstore virksomheder samt deres muligheder og udfordringer.

- Det har jeg stor respekt for, da disse virksomheder er rygraden i dansk erhvervsliv. Jeg er også nået frem til, at jeg i samarbejdet BDO bedst kan opretholde den gode, faglige rådgivning og høje service, som jeg altid har tilstræbt mig at yde. Med BDO byder fremtiden fortsat på det nære engagement i det lokale erhvervsliv. Kemien mellem os gennem vore drøftelser har været god og tillidsfuld. Derfor er jeg tryg ved, at alle kunder vil få den samme gode sparring og rådgivning som hidtil. Nu får vi bare lidt flere kompetencer og kræfter i ryggen i kraft af BDO’s bagland.

Her henvises til, at BDO har en speciel vidensafdeling, der fokuserer på blandt andet skat og moms.

Niels-Erik Østergaard har en del kraftvarmeværker som kunder, ligesom han har en del landbrugskunder. Nogle kunder har han haft lige siden han etablerede sig som revisor i 1983.

På BDO kontoret i Brønderslev arbejder der i forvejen 12 medarbejdere og hos statsautoriserede revisorer Jacob Rask og Peter Møller er der glæde over sammenlægningen.

- Vi ser frem til at tage imod Revisionsfirmaet Niels-Erik Østergaard med tre nye kollegaer, her på Torvet 10, når Aase Nielsen, Jette Beck Johansen og Niels-Erik Østergaard flytter ind hos os 1. juli. Både Aase Nielsen og Jette Beck Johansen har været i firmaet næsten siden starten.

- Høj service og stor tilfredshed hos kunderne vil fortsat kendetegne samarbejdet, ganske som det hidtil har været hos Revisionsfirmaet Niels-Erik Østergaard gennem mange år, understreger Jacob Rask og Peter Møller fra BDO.

Niels-Erik Østergaards hustru, kontorassistent/revisorassistent Gerda Østergaard har valgt at gå på efterløn.

Det kan siges, at Niels-Erik Østergaard vender ”hjem”. Han begyndte sin karriere i 1974 inden for revisionsbranchen hos Revision Nord i Hjørring, hvor der i dag står BDO på facaden.

Niels-Erik Østergaard etablerede sig i 1983 i Bredgade, men rykkede i 1986 til en nyerhvervet ejendom i Torvegade.

De tre revisorer er i samme forening, og mødes derfor jævnligt. Ikke kun i fagligt sammenhæng, men også ved receptioner med mere. Peter Møller og Niels-Erik Østergaard har undertiden kørt sammen i bil til AaB-kampe, men her er der dog ikke snakket meget fusion. Det er fra BDO henvendelsen er kommet til Niels-Erik Østergaard.

Der blev orienteret om fusionen på et fællesmøde med alle medarbejdere, og de tog positivt imod meddelelsen, der også er sendt til Niels-Erik Østergaards kunder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden