Revy med bid

Der lægges ikke fingre imellem i til revy i Melholt

De to i Melholt Revyens faste nummer ”Bænken” forsøger uden større held at udrede en juletræskæde. I anledning af fotograferingen ved prøven er de øvrige medvirkende også kommet på scenen.Foto: Ole Torp <i>Ole Torp</i>

De to i Melholt Revyens faste nummer ”Bænken” forsøger uden større held at udrede en juletræskæde. I anledning af fotograferingen ved prøven er de øvrige medvirkende også kommet på scenen.Foto: Ole Torp Ole Torp

MELHOLT:- I år er der ikke noget gennemgående tema i revyen, men som vi altid har gjort det, så tager vi fat på nogle aktuelle sager og noget lokalpolitik. Så er der selvfølgelig nogle meget specielle typer af mennesker, som går igen år efter år, fortæller instruktør og skuespiller ved Melholt Revyen 2013, Kaj Mortensen.

Udover Kaj Mortensen medvirker Alice Andersen, Poul Erik Pedersen, Yvonne Hansen og Sanne Mortensen. Else Karlsen er sufflør, Norma Bentsen står for tøj og kulisser, og Henning Karlsen tager sig af teknik og video, mens Lindy Jensen fra Asaa leverer musikken.

I teksterne lægges ikke fingre imellem, når lokalpolitikerne og embedsmændene hudflettes i "Lukningen af Tonnishave", hvor "en fra kommunen" snakker med gamle Marie om, at hun skal flyttes. Meget passende følges den op med sangnummeret "Ih, hvor er det kommunalt". Også introduktionen af de såkaldte robotstøvsugere hos ældre medborgere får sin bekomst i "Robotten".

Et fast nummer i Melholt Revyen er "Bænken", hvor lokale tildragelser bliver vendt og kommenteret - ofte på en bizar måde. Ellers er det mest dagligdagens episoder, som beskrives på en humoristisk måde. Nostalgien får på alle tangenter i "Åh, disse minder", og Melholt Forsamlingshus får en hyldest i en sang, som går på melodien "Erindrer De? Det var i Kongens Have", hvor publikum kan synge med på omkvædet. Selvfølgelig er der også en afslutningssang med alle medvirkende på scenen.

Der er generalprøve torsdag 7. februar, og selve revyaftenen er lørdag 9. februar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.