Revy vil fremelske nye tekstforfattere

Hjørring Revyen barsler med masterclass til talenter, der kan kilde et publikum med en kuglepen.

Thomas Nielsen
Af frygt for, at talentmassen blandt tekstforfatterne til de professionelle sommerrevyer en skønne dag skal tørre helt ud, så vil Hjørring Revyen nu hjælpe forfatter-talenterne på vej med en workshop - til gavn for revyer i hele landet. Arkivfoto: Bent Bach
Hjørring revyen 10. februar 2013 15:22 - Opdateret 10. februar 2013 15:32

HJØRRING: Hjørring Revyen har fået en ide, der kan vise sig at være sjov i mere end en forstand.

Af frygt for, at talentmassen blandt tekstforfatterne til de professionelle sommerrevyer en skønne dag skal tørre helt ud, så vil revyen nu hjælpe forfatter-talenterne på vej med en work-shop.

- Alle vi som arbejder med revy på et professionelt plan er meget interesserede i, at der kommer flere nye, dygtige tekstleverandører på banen til at supplere de allerede kendte tekstforfattere i de danske revyer, siger Hjørring Revyens instruktør Ina-Miriam Rosenbaum, der står bag en revyforfatter-workshop, som interesseforeningerne DJBFA og DPA støtter økonomisk.

Selv om Hjørring Revyen har taget initiativet, så er det meningen, at andre, professionelle revyer skal involvere sig i projektet i årene fremover.

Hvis man er interesseret i at prøve kræfter med revy-genren som tekstforfatter, så skal man aflevere sine tekster senest mandag 25. februar.

Herefter vil to af landets mest erfarne tekstforfattere, Jacob Morild - Årets revyforfatter i 2012 - og Jesper Malmose - fast leverandør til Hjørring revyen - sammen med instruktør Ina-Miriam Rosenbaum samt revydirektør og komponist Henrik ”Baloo” Andersen udvælge op til 12 deltagere til et videre arbejdsforløb, der kulminerer med en masterclass af en dags varighed i Bededagsferien i Hjørring.

- Vi håber på, projektet kan munde ud i et par nye tekstforfattere til en af de mange professionelle sommerrevyer rundt om i Danmark, siger Ina-Miriam Rosenbaum.

At revyerne nu griber lidt i egen barm, er måske ikke helt dumt. I hvert fald bemærkede NORDJYSKE Stiftstidendes anmelder Jens Hennebjerg i 2011 følgende om Hjørring Revyen, der dog fik fire stjerner: ”Den savner de gode tekster.”

Man kan snart læse yderligere om det nye initiativ på Hjørring Revyens hjemmeside.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...