Rideklub reber sejlene
Brønderslev Rideklub er kommet godt over krise
BRØNDERSLEV: Brønderslev Rideklub er kommet ud af en alvorlig økonomisk krise. Det kom frem på generalforsamlingerne tirsdag aften i Brønderslev Rideklub og Brønderslev Ny Ridehal.
Det er Brønderslev Ny Ridehal, der har reddet klubben ud af den værste økonomiske krise ved at overtage rideklubbens bygninger, så hele komplekset på Golfvejen i Brønderslev nu ejes af Brønderslev Ny Ridehal.
Foreningen Brønderslev Ny Ridehal blev oprettet i 2003, da der blev bygget en ridehal, og det var også Brønderslev By Ridehal, der i 2012 stod for byggeriet af stald og udvidelse af den ene hal.
Brønderslev Ny Ridehal har købt hallen for 800.000 kr., som dermed er en god saltvandsindsprøjtning for rideklubben.
Mie Storkborg konstaterede, at det har været et turbulent år.
- Men nu ser vi positivt på fremtiden, sagde hun.
Der er lagt en ny ridehusbund i ridehallen til 280.000 kr. Men der er ydet tilskud fra en række fonde på 123.000 kr.
- Det var i elvte time, der kom en ny ridehusbund. Det kunne ikke gå længere, siger Mie Storkborg.
Mie Storkborg fortæller til NORDJYSKE, at de seneste 10-12 år har været de mest spændende.
- For 17 år siden stod med 57 medlemmer og syv heste, og i dag er vi næsten 300 medlemmer om der er 50-60 heste i klubben. Siden har vin arbejdet os fremad.
det har været nødvendigt at tage afsked med Lars Bækgaard som berider og daglig leder fra årsskiftet, idet lønningerne tyngede klubbens økonomi. Lars Bækgaard er dog fortsat tilknyttet klubben. I 2016 var der lønudgifter på 880.000 kr., for 416.000 kr. året før. For 2017 budgetteres med lønudgifter på 264.000 kr. Ifølge Mie Storkborg er der forståelse hos medlemmerne for det, der er sket i klubben.
Mie Storkborg konstaterede, at rideklubben har undgået de stridigheder, der kendes fra andre klubber.
- Jeg tror, at det skyldes, at vi ikke kigger på den enkelte rytter, men ser på, hvad man kan gøre for rideklubben.
Brønderslev Rideklub kom ud af 2016 med et underskud på 477.000 kr., der dog er reduceret til 121.000 kr. på indtægter på 371.000 kr. for stalden.
I og med, at Brønderslev Ny Ridehal nu er ejer af alle bygninger, kan rideklubben få kommunalt driftstilskud til begge ridehaller mod tidligere kun den ene.
- Vi har fået en god aftale med Brønderslev Kommune, der vil øge tilskuddet til rideklubben, fortæller næstformand for Brønderslev Ny Ridehal, advokat Gert Storkborg Jensen.
Rideklubbens formand gennem 17 år, Mie Storkborg valgte at slippe tøjlerne efter de mange år. Ny formand er lager- og logistikchef Henrik Lund, der tidligere sad i bestyrelsen.
Bestyrelsen blev i øvrigt udvidet. Ind trådte Henrik Østergaard, Tanja Donvig, Henrik Albæk, Louise Østergaard og Mette Hack. Som juniorrepræsentant valgtes Lisa Christensen. Ud trådte Michelle Larsen.
Kim Mouritsen, der har været kasserer uden for bestyrelsen gennem seks år, stoppede også.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.