Rigtig beslutning: Revy har det bedste billetsalg i flere år
Hjørring Revyen glæder sig over flytningen til Vendsyssel Teater
HJØRRING: Hjørring Revyen har ikke fortrudt, at den er flyttet til det nye Vendsyssel Teater.
- Det var den rigtige beslutning, og vi har det største billetsalg i mange år med en belægningsprocent på 90, siger en glad revydirektør, Henrik Baloo Andersen.
Revyen er netop nået halvvejs i sine 30 forestillinger. Den har solgt 8000 af de knap 11.000 billetter, som er til salg.
Hverken VM i fodbold eller sommervarmen har påvirket billetsalget.
- Billetsalget til i morgen var lidt sløvt, fordi folk lige ville se, om Danmark kom i kvartfinalen, men siden er det bare rykket, siger Henrik Baloo Andersen.
Sommervarmen er intet problem.
- Vi har 16 grader i salen, når vi lukker folk ind. Temperaturen stiger under forestillingen, men er altid behagelig. Hvis man gerne vil have det køligt, så gå i revy, siger Henrik Baloo Andersen med et grin.
Næste år gør man scenen godt en meter smallere for at få plads til 7-8 borde ekstra. Dermed får man næsten lige så mange borde som på Vendelbohus. Afstanden mellem bordene er 1,80 meter mod 80 centimeter på Vendelbohus. Resten af publikum sidder på teaterstolerækker.
I 2019 vil revyen opføre 40 forestillinger mod 30 i år.
- Jeg tror på, at der kommer flere i revyen i de kommende år, siger Henrik Baloo Andersen.