Ring - og fodplejeren kommer ud til dig
Inge Merete Tvilling fra Strandby har etableret sig som mobil fodplejer i firmaet Glade Fødder
STRANDBY: Inge Merete Tvilling har etableret sig som lægeexamineret fodplejer. Hun, der kalder sit firma for Glade Fødder, bor i Strandby.
Men det særlige ved Glade Fødder er, at det er et mobilt firma, der foretager fodbehandlinger i folks eget hjem - og overalt i kommunen.
Hun er egentlig uddannet social- og sundhedsassistent og har de seneste 20 år arbejdet dels på Sygehus Vendsyssel og dels på Strandgården i Strandby.
- Men jeg har længe haft lyst til at skifte spor, og hvis det skulle være, skulle det være nu, siger 56-årige Inge Merete Tvilling.
Eksamineret af læge
Sidste forår blev drømmen til virkelighed, da hun afsluttede uddannelsen med eksamen i Aarhus og nu kan kalde sig lægeexamineret fodplejer.
Konceptet, som Inge Merete slår på, er det mobile i fodbehandlingen, hvilket vil sige, at man ikke skal anstrenge sig for at køre til behandleren, der i stedet kommer hjem til dig, så du i trygge rammer kan få behandling af og vejledning om dine fødder.
Inge Merete Tvilling har alt det med, der skal bruges.
- Den enkelte skal blot sørge for at være hjemme på det tidspunkt, vi har aftalt.
Glade Fødder triller rundt i hele kommunen fra Skagen til Sæby.
Fodbehandlingen
Fodpleje er en grundig behandling af fødder, som har hård hud, revner i hælene, problemer med neglene, nedgroede negle, ligtorne m.m.
Derudover består behandlingen af urtefodbad, fjernelse og slibning af hård hud, klippe og rense negle, fjernelse af neglebånd samt fodmassage.
Inge Merete Tvilling kan også afsløre skavanker i fødderne og give gode råd om, hvad man kan gøre for, at fødderne får det bedre.
Fod på skavankerne
Du får endvidere en fodanalyse, hvor der bliver tjekket op på foden, om den har nogle skavanker og hvad men kan gøre for at fødderne får det bedre. Regelmæssig pleje forebygger sygdomme og kan afhjælpe trætte ømme fødder.
- Vi er gode til at vedligeholde vore biler og boliger, men vi skal også tænke på os selv. Vores fødder er gennem et langt liv på hårdt arbejde. Ca. 18.000 km bliver det til, så det er vigtigt, at fødderne bliver vedligeholdt, mener Inge Merete Tvilling.
Læs eventuelt mere på www.gladefoedder.com.
toen
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.