Ro i sjælen på Jyske Ås

Lang tids praktiske opgaver, pligter og travlhed tynger tasken på bagagebæreren, men der er også plads til små godter: en lille flaske vin, cognac til pulverkakaoen og god mørk chokolade.

Det kunne have været en af de andre primitive lejrpladser, der havde været målet. Flere er prøvet gennem årene - alle med samme positive resultat.

Stenhøj ligger højt i landskabet på Jyske Ås, så man kan få luft til tankerne, og på kanten til Dronninglund Storskov få ro.

De små praktiske opgaver skal laves - velkendte, dog anderledes: soveposen rulles ud i shelteret, bålet tændes og gryden fyldes med vand fra en vandslange.

Snart er der intet at lave.

Mobiltelefon og den fristende netadgang er parkeret hjemme sammen med familie og venner. Vejrtrækningen er rolig. Lange suk, når roen lammer kroppen. Bænkens ru træoverflade er stadig lun efter solens stråler. Hjernen forbinder sig med kroppen og bliver én organisme igen. Lykke bølger i takt med vinden i trækronerne.

Der er så stille, at man bliver opmærksom på de små lyde. Puslen i løvet af en mus, fuglesang og motorvejens svage summen langt borte.

Mørket falder på

Dagens dyr går til ro, og nattens væsener kommer frem.

Lyden af en gren, der knækker, får kroppen i alarmberedskab. Kommer der nogen?

Hvor dumt er det egentlig at være her ved skoven alene om natten. Mon naboen på den ellers så idylliske landejendom ved siden af er øksemorder? Parret virkede flinke og snakkesaglige tidligere på dagen, men nu er det mørkt og grenen knækkede.

Der er slet ikke stille, men efterhånden vænner kroppen sig til naturens lyde og det, næsten, uciviliserede virker mindre skræmmende.

Søvnen ledsages af lugten af tørt græs og træ i det lille shelter.

Ensomheden i naturen i under et døgn er tid nok til at til at sjælen igen kan følge med. Tasken føles meget lettere ned ad den lange grusvej. Tilbage til hverdagen igen.