Frederikshavn

Roblon sælger mere

Men overskuddet falder

Roblon solgte i det seneste regnskabsår tovværks- og kabelmaskiner for 100 millioner kroner. Arkivfoto: Mette Nielsen
Roblon solgte i det seneste regnskabsår tovværks- og kabelmaskiner for 100 millioner kroner. Arkivfoto: Mette Nielsen Mette Nielsen

Opdateret 21. december 2017 kl. 13:15

FREDERIKSHAVN: Omsætningen voksede med 24 procent, mens overskuddet efter skat steg med en procent.

Det står at læse i det årsregnskab for 2016/2017, som Roblon A/S-koncernen har offentliggjort.

Fremgangen i omsætning stammer for omkring halvdelens vedkommende fra Roblons køb i april i år af en konkurrerende virksomhed i North Carolina, USA, og resten fra organisk vækst.

Med regnskabsårets organiske vækst i omsætning lever Roblon op til et af de økonomiske mål i Strategi 2021, der er virksomhedens strategiplan for udviklingen frem til 2021.

Til gengæld lever virksomheden ikke op til sit eget mål for, hvor stort overskuddet fra driften skal være i forhold til omsætningen.

Her lyder målet på 10 procent, men det faktiske tal var kun på 7,5 procent.

Samtidig faldt driftsoverskuddet med hele 24 procent i forhold til regnskabsperioden 2015/2016.

Tilbagegangen forklares af ledelsen primært med nyansættelser og udgifter i forbindelse med opkøbet af fabrikken i North Carolina.

I indeværende regnskabsår forventer Roblons ledelse et overskud før skat på omkring 33 millioner kroner, omkring seks millioner kroner mere end i det offentliggjorte årsregnskab.

Har to forretningsområder

Roblon går forretningsmæssigt på to ben.

Roblon Industrial Fiber er det tykkeste.

Her udvikler, producerer og sælger Roblon som underleverandør kabelfibermaterialer til producenterne af fiberoptiske kabler og kompositmaterialer til industrien.

Indenfor fremstilling af fiberoptiske kabler er der markant vækst, og den vil især falde på det nordamerikanske og asiatiske marked på grund af udbygningen af 5G telekommunikation.

Roblon Industrial Fiber solgte i det seneste regnskabsår for 184 millioner kroner med et driftsoverskud på 24 millioner kroner som resultat.

Roblons andet forretningsmæssige ben hedder Roblon Engineering.

Her produceres og sælges tovværks- og kabelmaskiner.

Aktiviteten udspringer af Roblons start for omkring 60 år siden som leverandør af tovværk til den lokale fiskeindustri.

Roblon solgte i det seneste regnskabsår maskiner for 100 millioner kroner, men driften gav et underskud på en million kroner.

Kontrol er hos familieselskab

Roblon har været noteret på Københavns Fondsbørs siden 1986.

Det er dog kun selskabets B-aktier, der handles på fondsbørsen.

Selskabets A-aktier, der råder over 25 procent af kapitalen og 69 procent af stemmerne, er ejet af ES Holding Frederikshavn ApS.

Anpartsselskabet, der således kontrollerer Roblon, er ejet af Birgitte Krogsgaard, Nina Schou og Bente Schou.

Der er i hvert af de seneste to regnskabsår udbetalt et udbytte til de tre ejere på i alt tre millioner kroner.

Roblons børsnoterede B-aktier har i øvrigt været et fornøjeligt bekendtskab for investorerne i den seneste regnskabsperiode.

Her er kursen på aktierne steget med 73 procent.

Medregnes det udbetalte udbytte, blev aktieafkastet på hele 77 procent.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden