Robotterne kommer - og det er en fordel
Nordjylland halter bagefter, når det gælder automatisering
Opdateret kl. 16:15
NORDJYLLAND: Rigtig meget af arbejdet i de nordjyske firmaer kunne overtages af robotter eller på anden måde automatiseres.
Det fremgår af en ny rapport fra McKinsey og Innovationsfonden. Rapporten peger på, at 40 procent af al den tid, som danskerne arbejder i dag, kunne erstattes af en robot, en computer eller andet udstyr.
Og i Nordjylland er tallet endnu højere.
Faktisk ville helt op mod halvdelen af arbejdstiden i Thisted, Morsø, Frederikshavn, Læsø, Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord kunne overtages af teknisk udstyr.
I Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt og Aalborg er det op mod 44 procent af arbejdstiden. Virksomhederne i Nordjylland bør derfor være ekstra opmærksomme, når de skal ruste sig til fremtiden, mener DI Aalborg:
- Den teknologiske udvikling har været i gang længe. Den har gjort os rigere, ikke arbejdsløse, og der vil altid være behov for dygtige medarbejdere. Samtidig er der mange timer at spare, hvis flere opgaver på vores virksomheder bliver løst af teknologi. Det frigiver nogle hænder og hoveder, som kan bruges mere smart, så vi kan skabe flere nye job her i det nordjyske, siger formand for DI Aalborg Peter Rindebæk.
Teknologi på erhvervstræf
Nye teknologier, droner og robotter er netop noget af det, der er på programmet, når DI Aalborg tirsdag eftermiddag er vært ved årets erhvervstræf om fremtidens virksomheder i Nordjylland.
Og det handler om at komme i gang nu, understreger Peter Rindebæk:
- Hvis vi ikke kommer i gang og rider med på den højteknologiske bølge, så taber vi hurtigt terræn til vores konkurrenter i resten af verden, og så mister vi både vækst og velfærd i Nordjylland, siger han.
Han fremhæver, at nordjyderne ikke skal gå at frygte for deres job, selv om der automatiseres meget mere end i dag. Arbejdsløsheden er lav, virksomhederne mangler medarbejdere, og spørger man nordjyderne selv, svarer to ud af tre da også, at de ikke er bange for, at deres arbejdsplads bliver nedlagt på grund af nye teknologier.
Det fremgår af McKinsey-rapporten, at masser af arbejdsfunktioner kan lettes med automatisering:
Advokater kan spare arbejdstid ved at bruge it, der samler materiale fra tidligere retssager. Læger kan få hjælp fra computere, der stiller kræftdiagnoser, fordi de samler den nyeste forskning ét sted.
Robotter bliver hele tiden bedre til finmotorik, så de nemt kan samle mindre dele og frigive tid for medarbejdere ved samlebåndet. Og sekretærer kan bruge mere tid på service og mindre tid på planlægning og mødebooking, når de opgaver overgår til et computerprogram.
Stort potentiale for droner
Ved erhvervstræffet, der holdes i Aalborg Kongres & Kultur Center, deltager blandt andre Sky-Watch A/S fra Støvring. Det er et eksempel på en virksomhed, som er hoppet i fremtidstøjet og flyver af sted på højteknologiske vinger.
Det er blandt andet muligt, fordi virksomheden arbejder tæt sammen med Aalborg Universitet, så den nyeste forskning er tilgængelig, når virksomheden udvikler nyt.
- Droner kan overtage mange typer arbejdsopgaver. De kan endda arbejde i miljøer, der ellers er utilgængelige eller usikre for mennesker, og derfor er potentialet kæmpe stort - både for virksomheder og medarbejdere, siger adm. direktør Henrik B. Bendixen fra Sky-Watch A/S.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.