Rødspætte Cup fik et nej

Politikerne i kultur- og fritidsudvalget vil ikke betale udgifter til overnatning

Lars Hofmeister
Rødspætte Cup har succes - og det skaber mangel på overnatningspladser i Frederikshavn og omegn. Arkivfoto: Bent Bach
Skolevæsen 15. marts 2014 08:00

FREDERIKSHAVN: FfI Håndbolds’ ungdomsturnering, Rødspætte Cup, har succes som aldrig før.

Masser af hold fra Sverige, Norge, Tyskland og Danmark har meldt deres ankomst i påsken, hvilket er en klokkeklar succeshistorie.

Men som tidligere nævnt i NORDJYSKE Stiftstidende er problemet, at der ikke er overnatningspladser nok.

De mange skolelukninger i Frederikshavn Kommune har gjort det svært at skaffe de nødvendige overnatninger. Især fordi arrangørerne gerne vil skabe det nære samvær ved at placere deltagerne omkring det pulserende centrum i turneringen - Arena Nord.

Klubben har blandt andet fået stillet 240 ekstra pladser til rådighed på Nordstjerneskolen, men det har vist sig at skabe problemer.

Nordstjerneskolen er bygget via et samarbejde mellem private og kommunale aktører, og dermed er det dyrere at overnatte her end på kommunens øvrige skoler, som udelukkende er kommunalt ejet.

Den normale pris for en overnatning på kommunens skoler er fem kroner per person per overnatning. Men på Nordstjerneskolen er prisen 30 kroner per overnatning, hvis det rækker ud over de pladser, som allerede er stillet til rådighed på den nye skole.

De i alt 240 ekstra pladser på Nordstjerneskolen løber op i 40.000 kroner, inklusive rengøring, og dem vil politikerne i kultur- og fritidsudvalget ikke betale.

- Det er et prioriteringsspørgsmål. Hvis vi skulle betale de 40.000 kroner, ville det gå ud over andre kulturelle arrangementer. Og det ønsker vi ikke, siger formanden for udvalget, Mogens Brag (V).

Bjarne Kvist (S) understreger, at kommunens har opfyldt de ønsker, som Rødspætte Cup har omkring indlogering.

- Frederikshavn Kommune har givet grønt lys til en lang række skoler, så der er masser af muligheder for overnatning. Jeg kan godt forstå, at arrangørerne gerne vil have, at al overnatning skal foregå omkring Arena Nord. Men det kan altså ikke lade sig gøre, og kommunen har ikke råd til at betale 40.000 kroner til ekstra pladser på Nordstjerneskolen, siger Bjarne Kvist.

Per Larsen fra FfI Håndbold har foreløbig ingen kommentarer til sagen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...