Rør ikke ved fradrag

PENSIONSOPSPARING:På Færøerne har man netop vedtaget indkomstskattelettelser, som er finansieret ved at fjerne fradraget for opsparing til egen pension. Pensionsopsparerne skal så til gengæld ikke betale indkomst-skat af deres fremtidige pensioner. I Danmark pusler regeringen med en skattereform, og i den anledning vil jeg stærkt advare imod, at vi gør som færingerne og fjerner fradraget. En fjernelse af fradraget vil godt nok her og nu give nogle penge til statskassen, men på ganske kort sigt vil der mangle penge til at finansiere vore velfærdsydelser. Vi vil nemlig hurtigt se virkningerne, fordi alle nuværende pensionsopsparere med fjernelse af fradragsretten vil få opdelt deres pension i en del fra allerede indbetalte midler og som beskattes, og så en skattefri del fra fremtidige indbetalinger. Efterhånden som der kommer flere og flere pensionister med en større og større andel af skattefrie pensioner, så vil pensionistgruppen som helhed i mange år fremover betale mindre og mindre i skat. Der vil derfor opstå et hurtigt voksende hul i de offentlige budgetter. Og man kan jo ikke lukke hullet med provenuet fra fjernelse af fradragsretten, for disse penge er jo brugt til skattelettelser (eller måske andre ting). Der er så kun en vej frem, nemlig skatte-/afgiftsforhøjelser eller markante offentlige besparelser på f.eks. vel-færdsydelser, som også vil ramme fremtidens pensionister. Efter min mening vil vi alle være langt bedre stillet ved at fradraget for pensionsindbetalinger bevares, mod at vi så senere betaler skat af vores pensioner. Det vil være med til at sikre den langsigtede balance mellem samfundets udgifter og indtægter. Det er simpelthen ikke rettidigt omhu, hvis fradragsretten fjernes i forbindelse med en kommende skattereform.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.