Røver truede med foldekniv
DagliBrugsen i Tylstrup røvet sent søndag aften - politiet vil gerne høre fra vidner
Opdateret 04. januar 2016 kl. 08:22
TYLSTRUP: DagliBrugsen på Klitgårdsvej i Tylstrup blev sent søndag udsat for røveri.
- Vi fik anmeldelsen klokken 20.01. En mand truede personalet med en stor foldekniv og fik udleveret kontanter fra kasseapparatet. Herefter stak manden af fra butikken i løb, oplyser vagtchef Bruno Brix, Nordjyllands Politi.
Røveren fik udleveret et ukendt beløb fra kassen.
Røverens signalement lyder på en mand cirka 180 centimeter høj. Han var iført gråt joggingtøj og havde en grå hætte over hovedet. Samtidig var han maskeret med et sort bind for munden. Manden talte dansk med nordjysk accent.
Nordjyllands Politi leder søndag aften efter gerningsmanden i området ved DagliBrugsen i Tylstrup, men vil meget gerne høre fra vidner, der måtte have set noget lige omkring gerningstidspunktet i området.