Røveri mod Nordjyske Bank i Tårs

Bankrøver truede muligvis med pistol og flygtede i sølvgrå VW Passat sedan.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

TÅRS:Nordjyske Bank på Butikstorvet 6 i Tårs blev klokken 15.16 mandag udsat for røveri, oplyser vagtchef Bent Højgaard, Nordjyllands Politi.

Selve røveriet blev udført af en enkelt mand iført sort tøj, rød kasket og solbriller.
Desuden taler røveren engelsk.

Tricktyveri blev til kassedyk

- Først forsøgte han at veksle penge, og måske er det et forsøg på tricktyveri, oplyser vagtchefen.
- Men så tager han en pistollignende genstand frem af medbragt pose og truer personalet med den, så han kan komme til at tage penge fra kassen, siger Bent Højgaard.
Udbyttet fra kassedykket er kun et mindre pengebeløb fortæller vagtchefen.

Forsvandt i ukendt retning

Røveren flygtede efterfølgende ud i en sølvgrå VW Passat sedan af nyere model, som blev ført af en anden mand.

Bilen forsvandt fra p-pladsen ved banken i høj fart ud af byen - muligvis via Vrejlev Klostervej, oplyser vagtchefen.
Flugtbilen var forsynet med nummerpladerne CW 25.396.

Politihunde sat ind

- Men nummerpladerne blev stjålet i Brønderslev for fire dage siden, siger Bent Højgaard.

Politiet var kl. 16.10 talstærkt til stede i Tårs og var i gang med at afhøre personalet, mens politihunde også blev sat ind for at finde eventuelle spor efter røverne.
Det fortæller nordjyske.dks reporter på stedet, Peter Mortensen.
Politiet har ligeledes sikret sig videoovervågning fra banken, som nu skal undersøges.

Signalement

Røveren beskrives som en mand på cirka 180 centimeter, dansk af udseende og almindelig af bygning.

Han er 20-40 år og har kort lyst hår og var iført en sort jakke med hætte, lyseblå jeans, postkasserød kasket, briller med mørkt brillestel, sorte fritidssko med hvid sål og en sort rygsæk.
Røveren talte engelsk - formentlig for at skjule sin identitet.
Manden havde ligeledes en blød hvid bandage på venstre hånd, plastre på alle fingre og et plaster på halsen - muligvis for at skjule fingeraftryk og tatoveringer.
Oplysninger om bankrøverne kan gives til Nordjyllands Politi på 1-1-4.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.