Rosa bager i Limfjordens Hus

Tre gange i foråret bliver der mulighed for at høre den lokale bagedystdeltager fortælle om sit liv og smage på hendes kager

Helle Møller Larsen
Rosa Kildahl fra Glyngøre, der blev landskendt i Den Store Bagedyst, fortæller om sit liv og har egne kager med til kommende foredrag i hjembyen. Arkivfoto: Torben Hansen
Underholdning 31. januar 2018 10:40

GLYNGØRE: Wienerbrødet, citronmånen og gulerodskagen, som 61-årige Rosa Kildahl bagte i Den Store Bagedyst, bliver der mulighed for at smage på i Glyngøre.

Det sker, når Limfjordens Hus 22. februar, 1. og 22. marts slår dørene op til foredrag med Rosa Kildahl og hendes kagebord efter de opskrifter, der blev brugt i tv-programmet.

Glyngøreborgeren, der i programmet reklamerede for sin hjemby og samtidig blev Danmarks måske mest kendte farmor, fortæller der om sit liv og sine oplevelser i forbindelse med tv-programmet.

- Jeg fortæller om, hvordan castingen og optagelserne foregår. Publikum kommer til at høre om det bagvedliggende ved Den Store Bagedyst, siger hun.

Samarbejdet mellem Rosa Kildahl og Daniel Justesen, der forpagter Limfjordens Hus, kom i stand i forbindelse med optagelserne til tv-programmet.

- Jeg stod pludselig og skulle købe store mængder råvarer. Derudover er jeg gode venner med Daniel, som jeg har kendt i flere år, siger hun.

Der er plads til 70 personer ved hvert foredrag, hvor forhåndstilmelding er nødvendig. At det endte med tre foredrag, skyldtes alene efterspørgsel på at høre om Rosa Kildahls oplevelser i bageprogrammet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...