Rundkørsler skal ombygges
Frederikshavn-Skagen udbygges til mobilvogntog
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:50
SKAGEN: Forvent ekstra kødannelse i myldretiden, når du til sommer kører til Skagen. Den stærkt trafikerede turistrute er de senere år blevet forbedret med en stribe rundkørsler. Men i løbet af det næste halve års tid skal rundkørslerne og to lyskryds mellem Frederikshavn og Skagen ombygges.
Det hænger sammen med, at strækningen fra Frederikshavn til Skagen får status som mobilvogntogsrute.
Mobilvogntog skal på grund af deres længde bruge ekstra plads for at komme gennem rundkørslerne.
Nogle steder skal midterheller ved rundkørsler ”krympes”, andre steder skal kantsstensbelægning flyttes.
- Vi er nødt til indføre fartbegrænsning i rundkørslerne på 20 km/t, mens arbejdet foregår, for vi har ikke mulighed for at lave omkørsler, siger projektleder Poul Pilgaard, Vejdirektoratet.
Sikring ved Flagbakkevej
På Frederikshavnsvej lige uden for Skagen, i krydset Flagbakkevej-Frederikshavnsvej, vil trafikanterne også komme ud for vejarbejdsskilte.
Her vil Vejdirektoratet lave en mere sikker krydsning for cyklister og gående.
- Ved Flagbakkevej er der om sommeren mange, som krydser Frederikshavnsvej, både for at komme fra Gl. Skagen til den tilsandede kirke og den modsatte vej fra campingpladsen til Gl. Skagen, siger projektleder Niels Kofoed, Vejdirekoratet.
Den nye, sikrere krydsning består af en midterhelle på Frederikshavnsvej og dobbeltrettet cykelsti langs Flagbakkevej på de sidste 50 meter inden krydset. Den dobbeltrettede cykelsti placeres på nordsiden af krydset.
Der er licitation 3. april.
Vejdirektoratet tilstræber, at ombygningen af krydset ved Flagbakkevej er færdig inden sommerferien, mens terminen for færdiggørelsen af mobilvogntogsruten er cirka 1. august.
I alt seks rundkørsler og to lyskryds - ved Færgehavnsvej og Kirkepladsen i Frederikshavn - skal ombygges. Dertil kommer ændringerne i krydset med Flagbakkevej, som udføres samtidig med etablering af mobilvogntogsruten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.