Runesten var i thybos terrasse

Ole Kappel kontakter Museum Thy i november, fordi han havde en sten med nogle streger liggende i haven. Han ville gerne høre, om det var noget. Det var det.

For mandag oplevede arkæologer fra Museum Thy og Nationalmuseets runolog et af karrierens højdepunkter, da de blev sikre i deres sag.

- Det er et af de største øjeblikke i min tid som arkæolog og et helt enestående fund, som understreger, at Thy og den vestlige del af Limfjorden var et vigtigt sted i vikingetiden, siger Charlotte Boje Andersen, arkæolog fra Museum Thy.

Stenen havde Ole Kappel hentet på en gård i Ydby, han havde opkøbt for 25 år siden og revet ned. Ved ruinen lå en stor dynge sten, som han hentede hjem til sig selv. Deriblandt det fragment af runestenen, som han havde liggende i haven.

Udstiller runesten på Heltborg Museum

Når stenen er registreret, flyttes den midlertidigt til Heltborg Museum.

Museet udstiller stykkerne fra runestenen påsken over, så thyboer og andre kan få syn for sagn.

Derefter sendes de tre runestensfragmenter videre til Nationalmuseet, som skal vurdere, om fundet er danefæ.

Jagten forsætter

I mens fortsætter Charlotte Boje Andersen, Ole Kappel og han sønner jagten på de stykker, der mangler. De mener, at stykkerne må være et sted derude.

Charlotte Boje Andersen tør nemlig godt slå fast, at mysteriet om runestenens skæbne er opklaret. Alt peger på, at en bondemand for et par hundrede år siden huggede runestenen op for at benytte den til fundamentet i den gård han var ved at bygge. Gården lå blot nogle få hundrede meter fra det sted, runestenen stod, indtil Ole Kappel købte den og rev den ned.

Ydby-stenen, også kaldet Flarup-stenen, er første gang omtalt i 1741. Den blev tegnet i 1767, af tegneren Søren Abildgaard, som var på stedet.

Senere forsvandt stenen, og ingen ved, hvornår det skete. Landskabsmaleren R. H. Kruse skrev i 1856, at han havde eftersøgt den i 1841, men uden held.

- Jeg har undersøgt det, og det ser ud som om gården blev bygget i 1820’erne, hvilket passer perfekt med, at stenen blev hugget op, efter Abildgaard tegnede den, men inden Kruse efterlyste stenen i 1841, siger Charlotte Boje Andersen.