Rusland beskyldes for ville indsætte prorussisk leder i Ukraine
Storbritanniens udenrigsministerium har angiveligt beviser for, at Rusland vil udskifte regeringen i Ukraine.
Storbritannien beskylder sent lørdag Rusland for at have planer om at indsætte en prorussisk leder i Ukraine.
Det sker i en pressemeddelelse fra det britiske udenrigsministerium.
I meddelelsen står der også, at Storbritannien har fundet bevis for, at russiske efterretningsofficerer har været i kontakt med en række tidligere ukrainske politikere for at planlægge en invasion.
Det britiske udenrigsministerium har ikke fremlagt nogen beviser for beskyldningerne.
De kommer på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland er særdeles høje, efter at Rusland har samlet titusindvis af soldater nær grænsen til Ukraine.
Regeringen i Moskva har flere gange afvist, at den har planer om at invadere Ukraine.
Ifølge det britiske udenrigsministerium overvejer Rusland at indsætte den tidligere ukrainske politiker Jevhen Murajev til at lede en prorussisk regering i Ukraine.
- Den information, der bliver frigivet i dag, viser, hvor langt Rusland er villig til at gå for at undergrave Ukraine. Det giver også indsigt i den måde, Kreml tænker på, siger den britiske udenrigsminister, Liz Truss, i en meddelelse.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.