Russisk regeringskritiker: Vesten går igen i Putins fælde
I Ukraine-konflikten opfører USA sig som en skræmt skoledreng, der giver efter for Putin, mener Navalnyj.
Den russiske regeringskritiker Aleksej Navalnyj advarer Vesten mod at give indrømmelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Ukraine-konflikten.
- Gang på gang går Vesten i Putins fælder, skriver den fængslede oppositionspolitiker fra sin fangelejr i breve til magasinet Time.
Navalnyjs breve er forsidehistorien på Time under overskriften "Manden, Putin frygter".
- I stedet for at ignorere dette nonsens, accepterer USA Putins dagsorden og skynder sig at arrangere møder. Helt ligesom en skræmt skoledreng, som er blevet mobbet af en overklassedreng, skriver han.
USA og forsvarsalliancen Nato har i flere måneder beskyldt Rusland for at planlægge et angreb på Ukraine. En påstand, russerne afviser.
Der har allerede været holdt flere møder på højt niveau.
Onsdag mødtes den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, under et besøg i Ukraine med landets præsident, Volodimir Zelenskij, og udenrigsminister Dmytro Kuleba.
Blinken skal fredag mødes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i den schweiziske by Genève.
45-årige Aleksej Navalnyj mener, at Putin er mindre bange for Nato ved Ruslands grænser end for at miste magten.
- For at konsolidere landet og eliterne har Putin konstant brug for alle disse ekstreme foranstaltninger - alle disse krige, virtuelle såvel som hybride eller blot konfrontationer på kanten af krig, som vi ser nu, skriver han.
Navalnyj blev anholdt, da han i januar 2021 vendte tilbage til Rusland, efter at han var blevet behandlet i Tyskland som følge af en forgiftning.
Han afsoner en dom på to et halvt års fængsel i en fangelejr lidt uden for Moskva.
Hans fængsling og den russiske regerings efterfølgende opgør med oppositionen har ført til hård kritik og sanktioner fra Vesten.
/ritzau/dpa
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.