Nordjylland

S-formand roser Løvvangen

Mette Frederiksen fastslog vigtigheden af gode, billige lejeboliger i alle storbyer, da hun besøgte Løvvangen i Nørresundby

Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen er på besøg hos Sundby Hvorup Boligforening i Nørresundby. Foto: Henrik Bo
Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen er på besøg hos Sundby Hvorup Boligforening i Nørresundby. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

NORDJYLLAND: Tidligere var hestevogne med studenter et sjældent syn i gårdene i boligforeningen Løvvangen i Nørresundby. Men de senere år har det myldret med glade studenter i området, især mange piger med indvandrerbaggrund har sikret sig en eksamen og mange af dem læser videre.

Et fint symbol på den forandring af området, som socialdemokraternes formand Mette Frederiksen onsdag fik syn for under et besøg i kvarteret, der har gennemgået en omfattende renovering over de seneste tre år.

- Det er helt eminent at det kan lade sig gøre at ændre et område så afgørende, og stadig med lejligheder, der er til at betale sagde Mette Frederiksen, efter at have besigtiget byggeriet, både ude og inde.

Renoveringen af Løvvangen er sket med støtte fra Landsbyggefonden. En økonomisk støtte, som har sikret at man trods de omfattende forbedringer har kunnet holde huslejen på et niveau, så beboerne har råd til at blive boende.

Lejligheder og altaner er renoveret, facader skiftet, grønne områder skudt op og så er der sket et løft af det boligsociale arbejde, som i dag sætter et afgørende præg på kvarteret og beboerne.

Omdrejningspunktet er fællesbygningen Kvarterets Hus, hvor der er indrettet café og hvor beboere af mange nationaliteter deltager i danskundervisning og sociale arrangementer. Der er kvindecafé, børneklubber, værksteder og legestue med støtte til småbørnsmødre.

Socialt arbejde rykker

Her mødte Mette Frederiksen mødte blandt andre Jane Andersen, der har boet i Løvvangen det meste af sit liv, de fleste år på kontanthjælp. Med støtte fra afdelingens sociale medarbejdere kom hun for et par år siden i virksomhedspraktik i bydelscaféen, siden i flexjob og er nu ansat på fuld tid.

- For første gang i mange år har jeg noget at stå op til om morgenen og mine børn har fået en meget glad mor, fortalte hun.

Badria Al-Bazi er en af områdets 18 bydelsmødre, der på trods af deres egne udfordringer bruger tid på at støtte andre i kvarteret, og spotte hvis beboere er ensomme eller har brug for hjælp. Begge kvinder er eksempler på at nye vinde blæser i området. Andre beboere fortæller at renoveringen, med genhusning og flytten ud og ind, i sig selv har medvirket til et langt bedre sammenhold, fællesskab og åbenhed blandt beboerne.

Et billede, der bekræftes i den rapport Rigspolitiet fremlagde kort før jul, hvor borgerne i Løvvangen topper som nogle af de ”mest trygge” i landet. Få uger tidligere havde området ellers fået prædikatet ”ghetto”, på grund af antallet af borgere med kriminel baggrund.

Vil ændre loven

Mette Frederiksen kalder det en ”socialpolitisk katastrofe” at regeringen med støtte fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har planer om at tilbagerulle den såkaldte ”billig bolig-lov”. Aftalen trådte i kraft under SR-regeringen for et år siden og har givet kommunerne mulighed for at øremærke op til 25-procent af et nybyggeri til alment byggeri, altså lejeboliger.

- Det vil gøre det meget vanskeligt at sikre den sunde blanding af forskellige sociale grupper i byer som København og Aarhus, sagde hun.

Aalborg har derimod aldrig haft behov for at gennemtvinge byggeri af almene boliger, påpeger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der fulgte Mette Frederiksen under besøget.

- Vi har tværtimod oplevet at private entreprenører efterspørger almennyttigt byggeri som supplement i deres projekter og vi har endda i nogle tilfælde selv opfordret til mere privat byggeri, for at få den ideelle sammensætning af befolkningsgrupper, som er vores strategi siger han.

Grundpriserne i Aalborg er ikke få samme høje niveau som man ser i København og Aarhus. Derfor er almene boliger ikke den dårlige forretning for bygherrerne, som det er tilfældet i f.eks. København. Her er det langt større fortjeneste ved private investeringer i penthouse- og luksuslejligheder end almennyttige lejeboliger.

Tidligere på dagen var Mette Frederiksen i Frederikshavn, hvor hun blev opdateret på grænsekontrollen ved Stena Lines afgange mod Gøteborg og besøgte børnehuset på Sættravej.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden