Ved et af teltene går 34-årige Steffen Højfeldt og hiver pløkker op af jorden.
Han deltager på træffet sammen med tre kammerater - alle kommer de fra Herning.
- Det har været et rigtigt fint træf, for vejret har været dejligt, siger han, mens han skæver op mod solen, der skinner flot ned over de resterende træfdeltagere.
Et mere festival-agtigt træf
Steffen Højfeldt har været med på træffet hvert år siden 1998.
- Jeg synes, at træffet har ændret sig lidt med årene. Der er kommet flere boder, og på den måde er det blevet mere festival-agtigt - eller måske nærmere mere kommercielt, siger han.
- Med det er stadigvæk hyggeligt at være her, og det er en alle tiders måde at holde ferie på, siger han med et stort smil.
- Det er mange forskellige samfundslag, som mødes herude, men alle snakker med alle. Jeg synes, at det er fedt, at det hele er så uformelt.
Og ærligt talt så ser det mildt sagt også lidt ”uformelt” ud i de fire Herning-gutters lejr.
Den bærer i hvert fald tydeligt præg af nogle dage med masser af fest.
Kampen mod tømmermænd
37-årige Niels Kjærsig er lige væltet ud af et telt - med særdeles rødsprængte øjne.
- Sådan kommer man til at se ud, når man har brugt 4500 kroner på to dage, lyder kommentaren.
Endnu mere medtaget ser 32-årige Allan Rabjerg ud. Han ligger på en luftmadras foran sit telt og prøver at fordrive nogle genstridige tømmmermænd.
- Teltet var for kort, så jeg frøs om tæerne.
Derfor rykkede han altså helt udenfor...
- Jeg tror, at jeg skal have et større telt til næste år - men på den anden side, så bruger vi jo ikke ret meget tid i teltene, forklarer han.
En imponerende kværn
Mens NORDJYSKE taler med Herning-gutterne kommer det sidste medlem af kvartetten tilbage til lejren.
Han har lige rullet pladsen rundt på sine ombyggede Suzuki.
- Den vandt førstepladsen for to år siden, siger 34-årige Kenneth Laugesen med slet skjult stolthed i stemmen.
Og kværnen kaster da også stadig masser af beundrende blikke af sig.
- Folk råber og skriger og klapper, når jeg kører forbi, og der er mange, som gerne vil have lov at tage billeder af min motorcykel, fortæller Kenneth Laugesen.
- Jeg må jo indrømme, at jeg kan godt lide den opmærksomhed, som den giver, siger han med et stort smil.
Klar til hjemturen...
For de fire gutter er det ved at være tid til at komme hjemad - en af dem på motorcykel og de resterende tre i bil.
- Vores chauffører har været oppe at blæse, så der skulle ikke være noget problem med alkohol i blodet, forklarer Allan Rabjerg, mens han fastslår, at hans egen hjemtur udelukkende bliver som passager i bilen.
Det virker meget fornuftigt.
- Jeg skal bare lige have halv time til at pakke, så er jeg klar, siger han.
Og så kravler han ellers godt ned i soveposen og tager solbriller for øjnene.
Go’ nat og sov godt.