Så er det tid at forberede sig til Ladywalk
I år er der Ladywalk den 26. maj - og sidste frist for tilmelding til 125 kroner er den 28. april
FREDERIKSHAVN: Mandag aften, den 26. maj vil en bølge af orangeklædte kvinder i alle aldre sno sig gennem landskabet. Det sker, når det store motionsarrangement for kvinder, Ladywalk, arrangeres i Frederikshavn for 10. gang.
- Vi opfordrer til, at man tilmelder sig på forhånd, altså senest den 28. april, fortæller Gunnar Jørgensen fra arrangørerne, Fodslaw Frederikshavn.
- For at være sikker på at få Ladywalk-trøjen og en fyldt rygpose, skal man være tilmeldt. Man kan tilmelde sig på selve dagen, men så er det ikke sikkert, at der er trøjer og poser nok.
- Desuden slipper man 30 kroner billigere ved at tilmelde sig på forhånd, tilføjer Gunnar Jørgensen.
Medarrangør er Frederikshavn Firmaidræts Klub på Flade Engvej, hvorfra starten går.
Man kan vælge at gå syv eller 12 kilometer, som enkeltperson eller som en del af et hold. På begge ruter er der mulighed for pause på Knivholt, hvor den korte og den lange tur fortsætter hver for sig.
Over hele landet er der i alt ti startsteder. Sidste år gik cirka 42.000 Ladywalk.
I Frederikshavn var der sidste år tilbagegang i antallet af deltagere.
- Men i år satser vi på at nå op i nærheden af 3.000 deltagere, lyder ønsket fra Gunnar Jørgensen.
Ved starten vil Niels Ole Aaen sørge for underholdning med jazz. Borgmester Birgit S. Hansen holder åbningstalen cirka klokken 18.10.
For at undgå kaos og forsinkelser ved starten opfordrer arrangørerne til, at man møder op i god tid inden starten klokken 18.30. Faktisk åbner man for udlevering af t-shirts og poser allerede klokken 15.30.
Ladywalk er for de, der har lyst til motion og samvær uden konkurrence.
Ladywalk-arrangementet plejer at give overskud. Sidste år fik Scleroseforeningen og Endometriose Foreningen hver 250.000 kroner. Igen i år går støtten til Scleroseforeningen.
Desuden støtter man i år Hjerteforeningen under overskriften ”Elsk hjertet” - med særligt fokus på kvinders hjerter.
Tilmelding sker via www. ladywalk.dk
toen
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.