Så er kurvene i brug igen
To unge fyre har sørget for, at der igen bliver spillet basketball i Thy Hallen
Opdateret kl. 19:26
THISTED: Siden 1986 har der været en basketballklub i Thisted. Men for nogle år siden måtte den lukke, da spillerne flyttede til de store byer for at uddanne sig. Nu er der imidlertid kommet gang i kurvene i Thy Hallen igen.
To unge fyre satte sig i foråret for, at der igen skulle spilles basketball i Thisted. Det vist sig, at der var overraskende stor opbakning til projektet.
- Vi er stadig i opstartsfasen, og indtil videre træner vi bare. Vi havde et mål om at have 15 medlemmer inden nytår. Det har vi allerede, så jeg tror, vi når op over 20, siger 19-årige Nikolaj Dahl Amby, der er formand og en af idemændene bag den nye basketballklub.
Sammen med sin kammerat Kasper Thomsen tog han initiativet og startede klubben, der i bedste amerikanske stil har fået navnet Thisted Crocs.
Til træningen er det ikke de stiftende kræfter, der bestemmer. Her et det et par veteraner, der også tidligere har været involveret i basketball i Thisted, der styrer med hård hånd. En af dem er medstifter af klubben Kasper Thomsens far.
- Der er mange nybegyndere, men de skal nok lære det, siger Ali Thomsen.
Der er til gengæld ikke meget nybegynder over ham. Han kom til Danmark fra Iran i 1985 og har spillet basketball i Thisted siden slutningen af 1980’erne.