Så er sæsonen i gang i Bratten
Købmandsbutikken er åben hver dag i påsken
BRATTEN: - Hvis man ikke vover noget, vinder man heller ikke.
Sådan sagde købmand Frank Søndergaard Pedersen, da han sidste forår åbnede købmandsbutikken i Bratten.
Nu er han klar til at vove endnu en sæson i sommerhusområdet.
Første åbningsdag var søndag den 13. april.
- Jeg vil holde butikken åben hver dag i påsken og derefter kun i weekenden, fortæller Frank Søndergaard Pedersen.
Fra 3. maj vil købmandsbutikken - og caféen - være åben hver dag.
- Jeg glæder mig til en ny sæson, hvor jeg for eksempel vil handle med fersk kød fra en slagter og frisk morgenbrød fra bager Birk i Frederikshavn, fortæller Frank Søndergaard Pedersen.
Han bestyrede også butikken i 1999-2003, og indledte altså sidste år en ny æra.