- Så fint at slutte efter otte gange

Rosa Kildahl glæder sig til at se finalen

Rosa Kildahl, Glyngøre, er rigtig glad for den fjerdeplads, hun fik i DR-programmet Den Store Bagedyst.  Arkivfoto: Torben Hansen

Rosa Kildahl, Glyngøre, er rigtig glad for den fjerdeplads, hun fik i DR-programmet Den Store Bagedyst. Arkivfoto: Torben Hansen

GLYNGØRE:Når DR på onsdag viser finalen i Den Store Bagedyst 2017, bliver det uden 60-årige Rosa Kildahl, Glyngøre, som deltager. Det har hun det helt fint med.

- Jeg har været med i otte ud i af ni programmer, og jeg var kommet med det, jeg havde at byde ind med. Det er så fint at have været med så langt, og så trængte jeg også til at holde ferie, siger hun.

Optagelserne fandt sted i maj og juni. Hver gang blev der optaget omkring 60 timers råbånd, som blev redigeret ned til en time eller halvanden.

- Man ved ikke selv, hvad de har taget med, og hvad de andre har sagt. Så det har også været spændende for mig at se, siger Rosa Kildahl.

Hun har derfor siddet klar foran tv-skærmen hver onsdag aften sammen med familie og venner for at følge med i slagets gang. At en ganske stor del af Danmarks befolkning også har fulgt programmet, stod hurtigt klart for Rosa Kildahl. Den muntre og slagfærdige farmor fra Glyngøre blev med ét slag tv-stjerne og en af de mest populære deltagere i programmet.

- Jeg mærker ikke så meget til det i Glyngøre, hvor jeg har boet i 34 år, og alle kender alle. Men når jeg kommer andre steder hen, så kommer folk og vil have taget en selfie sammen med mig, fortæller Rosa Kildahl, der trives fint med virakken.

Nu er hun spændt på at se finalen på onsdag, og det bliver i godt selskab. En af de øvrige deltagere i bagedysten, Nip, der bor i Aarhus, kommer nemlig på besøg.

- Vi skal bage sammen hele dagen, og så kommer der gæster til aften. De har maden med, og vi sørger for kagerne, og så skal vi hygge os, fortæller hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.