Så klappede fælden: To mister deres bil
Inden for én time fangede Nordjyllands Politi to bilister, der ikke har kørekort
NORDJYLLAND: Det hænder indimellem, at betjente fra Nordjyllands Politi får fat i en bilist, der ikke har kørekort. Det hænder også indimellem, at samme bilist bliver taget flere gange.
Men at det ligefrem skal ske to gange med 45 minutters mellemrum, og at begge bilister bliver snuppet for tredje gang - det er alligevel en sjældenhed.
Ikke desto mindre skete netop dette torsdag eftermiddag. Det fremgår af politiets døgnrapport. Først klokken 17.05, hvor en patrulje standsede en bil på Rakkebyvej i Hjørring.
Klokken 17.50 var det så en bil på Haderupvej i Hadsund, der blev vinket ind til siden.
Begge bilister var frakendt førerretten og blev altså taget for tredje gang. Så fælden klappede for alvor: Begge har nu fået beslaglagt deres biler.
I øvrigt fremviste bilisten, der blev standset i Hadsund, et midlertidigt kørekort. Men han havde rettet i gyldighedsdatoen, og den hoppede betjentene ikke på.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.