Naturvidenskab

Så lyt dog til os

Flere vismænd varsler heldigvis bedre tider for vort erhverv.

Renten vil ikke umiddelbart stige, den samlede fødevaremængde i EU vil falde, og samlet set vil det få priserne på fødevarer til at gå i vejret. I den situation står dansk landbrug stærkt. Vi går med andre ord en lysere fremtid i møde, og det har vi meget brug for at få vide - især herude i vest, hvor minister-ideerne slår ned som haglbyger. Imidlertid hjælper det optimistiske julebudskab ikke de landmænd, der allerede står plantet midt i et slagsmål om en mulig nationalpark, eller uvished om kommende vandplaner eller usikkerhed om langtidsholdbarheden ved de aftaler, der indgås med staten. Faktum er, at de kommende generationer på slægtsgårdene er sikret endeløs udsigt til lange golde rækker med restriktioner. De får ikke lov til udvide, de får ikke lov at til dyrke jorden og de får ikke lov at drive virksomhed, som de gerne vil. Faktum er også, at de gode varsler heller ikke afblæser tvangsauktionerne eller gårddøden, der hærger landet lige nu. Nogen skal ud for at give plads til de sidste, sådan er det! Derfor kan man undres over, hvor stædigt vi landmænd bliver ved vort erhverv. Tænk, at vi overhovedet vil drive et erhverv, der dikteres af politikere, der for en stor del kun kender os gennem køledisken. Man kan undres over, at et erhverv, der genererer op imod 200.000 arbejdspladser, en samlet fødevareeksport på ca. 100 mia. kroner, og sikrer gode gedigne råvarer i folkets ganer, slet ikke nyder respekt. I hvert fald forekommer det ret respektløst, når de politisk ansvarlige gennemfører restriktioner, der slet ikke har nogen som helst anden betydning end at være til gene. For hvordan kan der være fagligt belæg for at have miljøgodkendelsesregler, som man ikke kan regne med? Hvordan kan myndighederne indføre ustabile IT-systemer, der skaber stress og store forsinkelser på tvungne indberetninger? Hvordan kan man helt højaktuelt tale om at gennemføre omfattende vandplaner uden kanon solid faglig dokumentation? Her er det unægteligt meget bemærkelsesværdigt, at den faldende Venstre-regering nærmest vælter over de tabte taburetter for at nedgøre den vandplan, som de selv har forfattet, og som den nye regerings miljøminister blindt er ved at gennemtrumfe. Gang på gang er vi stillet med hardcore faglige valide alternativer til fx at reducere udledning af kvælstof - for blot at blive mødt med en ministerrokade, døve ører eller nye flagrende ambitioner. Jeg er lige ved at sige, at det virker rigtig uartigt, at man bliver ved med at bede os bidrage med alternative forslag, når der ikke er nogen, der forholder sig til dem. Jeg tænker her især på årgamle forslag om at fjerne grønmasse, etablere våde enge eller afgræsning. Er det så svært at fatte, at vi som virksomhedsejere og forretningsfolk - ja, blot som mennesker bliver trætte og triste over, at det ministerielle Danmark overhovedet ikke hører os. Ikke engang, når vi uafladeligt gentager os selv. Hvorfor tænker de politisk ansvarlige helte hele tiden så småt på vores vegne? Vi i landbruget skaber arbejdspladser, vi skaber kvalitetsfødevarer, og vi kan skabe de bjerge af bio-energi, som alle sukker efter. I Ringkøbing-Skjern Kommune arbejdes der med stor seriøsitet hen imod at blive selvforsynende med alternativ energi i 2020. Arla Food gør sig store anstrengelser for at rejse et af verdens største biogasanlæg i vores landsdel for blandt andet at bruge en stor del af husdyrgødningen til biogas. Endelig har mange vestjyske landmænd plantet over 500 hektar jord til med energi-pil. Alligevel forbruger politikerne bare dyrebar tid på at diskutere, hvorvidt komøg er affald eller brændsel, mens vi - der er verdens mest effektive landbrug - må se os overhalet af andre mindre effektive lande. Vi har masser af gødning, masser af vilje til at producere bio-energi, masser af forslag - men kommer vi nogen sinde i mål? Det er dræbende for erhvervet, at ingen har respekt nok til at indse, at landbruget har brug for kapaciteter i førertrøjen, som erkender, at det kræver stor indsigt og viden at gå foran et erhverv, der spænder fra det totalt lavpraktiske til det dybt videnskabelige. Så snak dog med os! Vi taler faktisk pænt til alle, men derfor kan man godt have en skarp holdning. Bestyrelsen i Vestjysk Landboforening ønsker medlemmer, medarbejdere og samarbejdspartnere et godt nytår med en særlig tak til alle, der gør en stor indsats for, at vi stadig har et betydningsfuldt erhverv omkring os. Godt nytår.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden