Sådan bliver årets karnevalsvejr
Nordiske meteorologer enige - se deres vejrudsigt for Aalborg lørdag
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:42
NORDJYLLAND: Vil lørdagens karneval i Aalborg drukne i regn - eller blive tilsmilet af strålende sol?
De nordiske landes meteorologiske tjenester er enige i deres forudsigelser:
- Vejret i Aalborg på lørdag bliver ganske pænt, og jeg vil tro, det holder tørt. Dagen starter ud med skyer, men i løbet af eftermiddagen bliver det flot vejr, lyder forudsigelsen fra vagthavende meteorolog Anja Bodholdt fra DMI.
Med flot vejr mener hun sol, temperaturer på 13-15 grader og svag vind. Det viser DMI’s seneste prognose tirsdag formiddag.
Også meteorologer i vores nordiske nabolande har samme positive vejrforudsigelse for Aalborg på karnevals-lørdag.
Svenske SMHI - Sveriges meteorologiska och hydrologiska institut - forventer tørvejr i Aalborg, dog med lidt skyer til ud på eftermiddagen, og temperaturer op til 13 grader.
Det norske vejr-website yr.no har omtrent samme forudsigelse for lørdagsvejret i Aalborg: Letskyet, temperaturer op til 12 grader og ”lett til laber bris”, altså ikke ret meget blæst.
Og selv om du skulle høre regndråber tromme på ruden natten til lørdag, er der ingen grund til paraply-panik.
- Natten til lørdag kan der komme lidt regn, men det stopper, forventer Anja Bodholdt fra DMI.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.