Sådan får du billig restaurant-mad med hjem
På flere end 150 restauranter kan du bruge ny app, og flere kommer til
DANMARK: Appen, der er lavet af et dansk team, hedder ”Too Good To Go”, hvilket frit oversat til dansk betyder ”For godt til at smide væk”. Konceptet går ud på at hjælpe dig og buffet-, brunch- og sushirestauranter med at mindske madspild.
Med appen kan du finde restauranter nær dig, der har overskydende mad fra deres buffet til salg ved lukketid. Mere end 150 restauranter over hele landet har allerede tilmeldt sig, og flere kommer til.
Når du har fundet en restaurant, du gerne vil købe mad af, betaler du via appen og viser din kvittering, når du kommer til restauranten inden for det angivne tidsrum.
Priserne begynder ved 20 kr., og du kan selv vælge mad fra buffeten, som du fylder i en naturvenlig boks lavet af sukkerrør.
Er du på farten og vil have billig mad, viser appen automatisk den nærmeste restaurant.