Nordjylland

Sådan får du den billigste flybillet til ferien

Nordjyder smider for mange penge ud ved at bestille deres rejse alt for sent, viser ny undersøgelse

Arkivfoto
Arkivfoto

NORDJYLLAND: Book din flyrejse over et halvt år, før du skal af sted og spar mange penge. Det burde efterhånden være almenviden, men alligevel er det en tommelfingerregel, som mange nordjyder kunne lære en hel del af. Rigtig mange nordjyder regner nemlig først med at få booket deres oversøiske sommerferie - hvori der indgår flybillet - kort tid før afgang.

Det betyder, at de må grave dybt i lommerne for at få den samme ferie, som dem, der køber i god tid.

Prisen på flybilletten for dem, der bestiller i allersidste øjeblik, løber nemlig oftest op i det tredobbelte.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af onlinerejsebureauet Yaneeda.com blandt mere end 1.000 danskere.

Book rejsen tidligt

Kun hver tiende nordjyde har - hvis de eksempelvis skal på flyrejse i ferien 2016 - booket ferien allerede i 2015. 14 procent booker typisk i januar-februar, mens 25 procent booker i marts-april.

13 procent er helt henne i maj-juni, før de booker rejsen, mens to procent gør det i sidste øjeblik - juli-august.

De sidste 36 procent ved ikke eller skal ikke på oversøisk rejse.

- Du skal, som hovedregel, faktisk booke flyrejsen ca. seks måneder inden afgang, hvis du vil have den til den billigste pris. Venter du bare til omkring marts med at booke din oversøiske sommerferie, kan du ende med at skulle give op mod det dobbelte - for den samme rejse, vel at mærke, lyder det fra Hasse Hunskjær fra Yaneeda.com.

En prisopgørelse fra Yaneeda.com viser, at priserne stiger voldsomt, jo tættere man kommer på højsæsonen.

Stiger og stiger

Flybilletterne prissættes ud fra udbud og efterspørgsel og stiger i takt med, at sommerferien nærmer sig. De billigste billetter sælges som udgangspunkt først, og derefter stiger prisen ellers efter, hvor belagt flyet er.

Allerede i januar er rejsens pris - på grund af flybilletten - steget med 31 procent, mens prisen stort set doblet op i marts-april. Kommer du helt hen i maj-juni er prisen mere end tredoblet - stigningen er oppe på 227 procent og helt galt går det i juli-august, hvor den procentvise stigning er oppe på 337.

På landsplan følger tallene nogenlunde de nordjyske. Over halvdelen - 29 og 24 procent - angiver, at de først regner med at booke flybilletten mellem januar og april.

- Det betyder konkret, at de kan ende med at betale den samme pris for én flybillet, som de kunne have fået to for, hvis de havde booket inde jul, konkluderer Hasse Hunskjær.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden