Detailhandel

Sådan handler du bedst ind fra sofaen

Online-supermarkeder får flere og flere kunder - se hvordan du lettest kan få fat i dagligvarer

Nethandel med Dankort. Arkivfoto
Nethandel med Dankort. Arkivfoto Scanpix Denmark

DANMARK: Råbende børn, lange køer i supermarkedet og trapper op til femte sal.

Der kan være mange udfordringer forbundet med at købe ind, når man skal have det til at passe til en travl hverdag. Bekvemmelighed er derfor en af grundende til, at de danske online-supermarkeder får flere og flere kunder.

I en undersøgelse lavet af webbureauet Dwarf for Børsen, svarede 15 procent af danskerne tidligere i år, at de har handlet dagligvarer online sidste år. Hele 49 procent af danskerne svarer i undersøgelsen, at de forventer at gøre det i løbet af i år.

Et par gode råd

Er man ny udi dagligvarekøb på nettet, kan der hurtigt opstå tvivl om, hvad man skal være opmærksom på, ligesom det kan være uoverskueligt at navigere rundt i de mange hjemmesider. Niels Enemærke, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har derfor et par gode råd, før du hopper ud i nethandlen.

Først og fremmest er online-supermarkederne generelt en smule dyrere end de fysiske butikker.

- Man skal holde prisen i det fysiske supermarkedet op mod prisen på nettet. Det, at betale for transport, kan have stor værdi for nogle mennesker, og så giver det jo mening at betale ekstra for det, lyder det fra Niels Enemærke til Newspaq.

Prisen på levering svinger også fra sted til sted, så det kan betale sig at kigge godt efter på hjemmesiden, så man undgår at blive overrasket over uventede gebyrer.

- Man skal være opmærksom på, hvilke ekstra udgifter der kan komme oveni selve varekøbet. Især leveringsvilkårene og prisen på leveringen skal man have i tankerne, før man klikker ”køb”, siger kontorchefen.

Tjek flere hjemmesider

Ligesom det kan betale sig at se tilbudsaviserne igennem, før man går ned og handler, kan det være en god idé at undersøge, hvilket online-supermarked der er billigst på selve indkøbsdagen.

- Det er en klar fordel at tjekke flere af hjemmesiderne, før man køber ind. Det er også godt for konkurrencen på markedet, hvis kunderne holder øje med, hvor de kan få varerne billigst, pointerer Nils Enemærke.

Nedenstående er blandt de største online supermarkeder herhjemme. Her kan du danne dig et overblik over, hvem der leverer i dit område, hvad det koster, og hvad butikken kan gøre for dig.

Osuma.dk

Område: Alle landets større byer.

Gebyr: 49 kroner.

Levering: Mellem 12:00-16:00 eller 16:00-20:00.

Specielt for butikken: Afhenter pant. Kan levere samme dag som bestilling er givet. Tilbyder at stille varerne i dit køleskab for 25 kroner.

Irma.dk

Område: Hele landet. (Der skal dog være en brofast forbindelse)

Gebyr: 49 kroner, gratis ved bestillinger over 1200 kroner. Irma dækker ikke hele landet selv. Der, hvor Irma ikke leverer, tager Post Danmark over. Det koster 59 kroner i gebyr.

Levering: Mellem 08:00-12:00 eller 12:00-16:00. Hvis det er med Post Danmark er det mellem 08.00-16.00

Specielt for butikken: Du skal købe ind for mindst 400 kroner. Tager imod din gamle pant.

Oekovejen.dk

Område: Hele landet. (Der skal dog være en brofast forbindelse)

Gebyr: 59 kroner for indkøb op til 200 kroner, 49 kroner for indkøb op til 300 kroner, 39 kroner for indkøb op til 500 kroner og 29 kroner for indkøb op til 1000 kroner.

Levering: Mellem 08:00-12:00.

Specielt for butikken: Der skal senest bestilles om søndagen. Der leveres om onsdagen.

Superbest.dk

Område: Hele landet. (Der skal dog være en brofast forbindelse)

Gebyr: 49 kroner, 16 kroner ekstra for frostvarer.

Levering: Mandag til fredag mellem 08:00-16:00. Lørdag mellem 08:00-12:00.

Specielt for butikken: Du skal købe ind for mindst 400 kroner.

Nemlig.com

Område: Storkøbenhavn.

Gebyr: 9 kroner plus emballage (op til 12 kroner).

Levering: Mellem 07:00 og 21:00.

Specielt for butikken: Afhenter pant for ti procent af pantens værdi. Du skal købe ind for mindst 400 kroner.

Indkobslisten.dk

Område: Odense Kommune.

Gebyr: 40 kroner, gratis ved bestillinger over 400 kroner.

Levering: Mellem 09:00-13:00 eller 12:00-16:00.

Specielt for butikken: Kan også bestille telefonisk.

Ricewood.dk

Område: Aarhusområdet

Gebyr: 49 kroner, 16 kroner ekstra for frostvarer.

Levering: Mellem 12:00-20:00.

Specielt for butikken: Kan også levere til arbejdspladsen. Du skal købe ind for mindst 500 kroner.

/Newspaq/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden