Sådan har vi aldrig hørt dem før
Ni lokale bands varmer op til DMGP i Gaden med nye versioner af grand prix- klassikere
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:42
Der er lagt op til en alternativ grand prix-oplevelse dagen før den store dag, når DMGP Offbeat fredag 20. januar afvikles på Rock Nielsen og Das Bierbar i Jomfru Ane Gade. Ni lokale bands inden for snart sagt alle rock-genrer er blevet bedt om at vælge hver en grand prix-sang og gøre den til deres egen. Sammen med et par af deres egne numre skal de herefter fyre den af live i små minikoncerter af en halv snes minutters varighed. - Vi tænkte, at det kunne være sjovt at angribe grand prix'et fra en lidt anderledes vinkel. Og da vi i forvejen havde haft nogle af de lokale undergrundsbands inde til småkoncerter på Rock Cafeen, opstod tanken om en alternativ grand prix-koncert, siger Thomas N. Kristiansen, medindehaver af bl.a. Rock Cafeen, Rock Nielsen og Das Bierbar. Kontakten til bandsene har været lagt i hænderne på Jens Vermeij fra Rock Cafeen, og han er generelt blevet positivt modtaget, når han har henvendt sig. - Der er nogen, der har sagt klart nej til at være med. Måske fordi de ikke vil forbindes med grand prix-musik, men jeg tror heller ikke, det er nogen nem opgave at fortolke et grand prix-nummer, siger han. En anden udfordring har været, at der er tale om amatørbands, som kan komme til at love mere, end de kan holde. I hvert fald har der været en del udskiftninger i deltagerfeltet undervejs. Og den oprindelige ambition om 12 deltagende bands tror arrangørerne ikke længere på. Rock Nord-vinder med Kissing Cops fra Skørping, vindere af Rock Nord-prisen 2011, er et af de bands, der har sagt ja til at være med i DMGP Offbeat. De har valgt at byde ind med deres version af "Danse i Måneskin", skrevet af Frans Bak, som en kun 14-årig Trine Dyrholm sang til en tredjeplads i 1987. - Det er jo et rimeligt fedt popnummer, når man skræller det helt ind til benet. Vi har valgt det i respekt for originalen, men vi vil da nok finde på en alternativ udgave, siger bandets forsanger Adam Work. At Kissing Cops ikke er gået i gang med at forberede nummeret skyldes blandt andet, at trommeslager Bjarke Kjemtrup er på efterskole, så der for tiden kun kan øves i weekenderne. Men de lover, at de nok skal være klar til 20. januar. Udover Kissing Cops er følgende bands i skrivende stund klar til DMGP Offbeat: Kolossus, Some Shape To Enter, 9000 John Doe, Yellowbricks, The Great Train Robbery, Naked Lucy, Esther og Bu Bu Kitty Fuckers. - Vi kommer godt ud i alle genrer. Der er alt fra 8 bits electronica over progressiv rock til punk og metal, siger Jens Vermeij. I modsætning til det "rigtige" Melodi Grand Prix er Offbeat som udgangspunkt ikke en konkurrence. Dog vil publikum efterfølgende via Facebook kunne stemme på sin favorit, og en præmie skal der nok også blive til vinderen, lover Thomas Kristiansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.