Sådan træner du korsettet
Praktiske fif til at gøre kropsstammen stærk
SKAGEN: I sidste uge fortalte jeg om vigtigheden af at holde sin kropsstamme stærk og dermed spænde det ”muskelkorset”, som giver støtte til ryggen og dermed til ens kropsholdning.
I dag vil jeg imødekomme forespørgslerne og med et par øvelser illustrere, hvordan man kan træne sit korset.
Alle øvelserne kan laves på gulvet derhjemme.
For at træne dit muskelkorset skal du have fat i den dybe tværgående mavemuskel, som arbejder sammen med de dybe rygmuskler, åndedrætsmusklen og bækkenbunden. Så hvis du husker at suge bækkenbunden med op, når du laver øvelserne, får du også trænet den del med.
Øvelse-1: Knæ 4 stående
Udgangsstilling: Stå på alle fire med skulderbreddes afstand mellem hænderne, med hoftebreddes afstand mellem knæene og med lige meget vægt på arme og ben.
Mærk rygsøjlens naturlige krumninger og svajninger og oprethold disse under hele øvelsen.
Bevægelse: Sug navlen op mod rygsøjlen hele tiden. Stræk højre ben og venstre arm væk fra hinanden.
Hold balancen og sørg for at holde ryggen helt i ro. Hold stillingen et par sekunder, og før så arm og ben roligt tilbage til udgangsstillingen. Lav herefter samme bevægelse med venstre ben og højre arm. Gentag øvelsen et par gange med hver diagonal.
Øvelse-2: Planken
Udgangsstilling: Lig på maven og hold overkroppen oppe ved at støtte på underarmene, mens hofter og lår hviler på underlaget. Underbøj fødderne (se billede).
Bevægelse: Sug navlen op mod rygsøjlen hele tiden, løft så hofter og lår op fra underlaget, så du nu kun støtter på knæene og underarmene.
Hold stillingen i et par sekunder, inden du kommer ned igen i udgangsstilling. Gentag et par gange.
Bemærk: Hold ryggen i dens naturlige krumninger og svajninger og pas på ikke at ”hænge” i lænden.
Øvelse-3: Sidelæns planke
Udgangsstilling: Lig på den ene side med benene bøjede og knæene frem foran dig.
Støt på den ene underarm og hold den anden arm ned langs siden af kroppen. Lig med fødderne ovenpå hinanden og hold dem i en vinkel på 90 grader (ligesom som når du står op).
Bevægelse: Sug navlen ind mod rygsøjlen. Løft hoften op fra underlaget, så du støtter på underarm og underben. Hold stillingen i et par sekunder og sænk stille ned. Gentag et par gange. Vend rundt og lav øvelsen på den anden side.
Har du spørgsmål, du ønsker Seasons Spas svar på, er du meget velkommen til at sende en mail til skagenbrevkassen@gmail.com
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.