Sådan undgår du at få hacket din mail
Det gælder om at være hurtig, hvis ens mailkonto bliver hacket - se gode råd her
Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:51
AALBORG: Det er ikke sjovt at få sin mail hacket.
Dels fordi man risikerer, at hackeren udgiver sig for at være en selv, dels fordi hackeren får adgang til personlige mails.
Selv om man aldrig kan vide sig sikker, kan man gøre noget for at sikre sig mod at få sin mail hacket.
- Der er først og fremmest den gamle traver med at bruge ”sikre” kodeord og forskellige kodeord til forskellige sites og servicer. Dernæst bør man udnytte alle de muligheder, som eksempelvis Googles Gmail giver for at øge sikkerheden, siger lektor René Rydhof Hansen, Institut for Datalogi, Aalborg Universitet.
Brug forskellige kodeord
Sker skaden alligevel, skal man forsøge at finde ud af, hvordan og hvornår ens brugernavn og kodeord er faldet i de forkerte hænder.
- Det kan være, fordi angriberen har været heldig og har gættet kodeordet, men det er desværre nok mere sandsynligt, at en virus eller lignende malware på ens hjemme- eller arbejdscomputer har opsnappet informationerne og sendt dem til angriberen. I så fald skal computeren omgående renses eller geninstalleres og opdateres, understreger René Rydhof Hansen.
Det er også en mulighed, at brugernavn og/eller kodeord til gmail har været genbrugt på et andet website eller ved en anden service, hvorfra det så er blevet stjålet.
- Dette kan forebygges ved at bruge forskellige kodeord til forskellige sites og servicer - også selvom det er bøvlet, siger René Rydhof Hansen.
Et stigende problem
Hvis man får sin Gmail hacket, skal man reagere hurtigst muligt.
- Man bør omgående henvende sig til Google og forklare situationen. Derudover bør man danne sig et hurtigt overblik over, hvilke private/følsomme informationer en angriber har fået adgang til, f.eks. kodeord til forskellige websites og servicer. Alle kompromitterede kodeord skal selvfølgelig skiftes (med ”sikre” kodeord). Hvis man har sendt/modtaget kortnumre/kontonumre eller lignende information, bør man også kontakte sin bank og orientere dem, siger René Rydhof Hansen.
Han mener, at digital kriminalitet er et stigende problem. Og det kan ende meget alvorligt, når en privat e-mail-konto bliver hacket.
- Det afhænger selvfølgelig meget af, hvad man har benyttet den kompromitterede konto til, men i yderste konsekvens kan et angreb udnyttes som et led i identitetstyveri, bedrageri og afpresning. Sidstnævnte er, hvis kontoen eksempelvis har været brugt til at kommunikere med konkurrenter eller udenomsægteskabelige partnere, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.