Sæby Spektrum på tegnebrættet
Spring- og gymnastikcenter skal være fremtidssikret
Opdateret kl. 11:28
SÆBY: Springteam Sæby og Gymnastikforeningen vokser kraftigt. Derfor har et spring- og gymnastikcenter været et ønske længe. Men vi vil meget mere - vi vil skabe en løsning, der rækker ud i fremtiden til glæde for Sæby og omegn.
Det sagde formand for Sæby Fritidscenter Lars Høst i sin velkomsttale til de 50 tilhørere, der var mødt op for at blive præsenteret for Sæby Spektrum.
- Derfor vil vi nu opføre Sæby Spektrum, der skal danne rammerne om et samlingssted, hvor børn og voksne kan mødes på tværs af aktiviteter og interesser. I samarbejde med interessenter og brugerforeninger har vi formuleret en række ønsker, som det vindende arkitektfirma, LBB3 fra Aalbæk, har indarbejdet i en bygning, der også arkitektonisk passer godt sammen med de eksisterende. Specielt ønsket om at centrum i bygningen skal være omdrejningspunkt og mødested for brugerne, har de løst helt unikt, ved at skabe en rotunde mellem det nye springcenter og den eksisterende idrætshal, fortsatte han.
Rotunden opføres i tre etager og vil bestå af en række spændende aktiviteter, der skal skabe synergi, synlighed og sociale relationer.
Lars Høst oplyste, at der helt konkret er tale om klatre-, kravle-, styrke-, fitnessmuligheder, motorikrum, e-sports faciliteter, opholdsarealer, lektiecafe, reception og kiosk.
- På øverste etage -15 m over jorden - med panoramaudsigt over skov og by, indrettes et opholdslokale og en sal med permanent opstillede body bikes til indendørs cykling. Der bliver en mere fleksibel indretning af de eksisterende cafeterielokaler, så der kan holdes møder og konferencer for mellem fem til 250 personer. Der mangler endnu en række detaljer i springhallen, men dem får vi indarbejdet i samarbejde med de involverede foreninger, fortalte centerleder Lars K. Nielsen.
Man forventer en øget efterspørgsel på lejrskoler og træningsophold, når Sæby Spektrum står færdigt.
Bestyrelsen kan dog hverken sætte start- eller slutdato på arbejdet.
- Meget afhænger stadig af, hvor mange eksterne midler vi kan hente fra fonde. Endelig ved vi endnu ikke, hvor meget Frederikshavn Kommunen vil bidrage med af de 25 millioner kroner, byggeriet forventes at komme til at koste, sluttede Lars K. Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.