Sæbygaard Skole løber mod kræft
107.000 skoleelever er med, når Team Rynkeby Skoleløb starter fredag før påske
SÆBY: De løber over alt - mod kræft for børn - og det gør 91 elever fra 5.a, 5.b, 6.b og 6.c. på Sæbygaard Skole.
336 skoler i Danmark og Sverige løber fredag 18. marts - og Sæbygaard Skole er én af de 295 danske skoler, der har tilmeldt sig løbet, der kombinerer et klassik motionsløb med en indsamling til børn med kræft.
Rejser penge
Skolen deltager med 91 elever, og det er eleverne selv, der skal være med til at rejse penge til Børnecancerfonden, fortæller Anitta Andersen, der er lærer på Sæbygaardskolen.
- Inden løbet indgår, skal eleverne forsøge at indgå mikro-sponsorater med familie og venner. Sponsoraternes størrelse afhænger af, hvor langt eleverne løber på selve dagen, siger Anitta Andersen.
100.000 deltagere
Med næsten 100.000 skoleelever i Danmark, skal der ikke samles mange penge ind pr. elev, for at alle kan være med til at gøre en reel forskel for Børnecancerfonden. Og det giver fællesskabsfølelse at deltage.
- I den forbindelse har jeg kontaktet Julie Farum Kristiansen fra 9.b på skolen, som har været ude i de tilmeldte klasser for at fortælle om sit kendskab til Børnecancerfonden. For fire år siden fik hun konstateret lymfeknudekræft og har prøvet at miste alt sit hår, miste venner og miste kræfterne i sine ben. En overgang sad hun i kørestol på grund af den strenge kemokur, hun gennemgik. I dag er hun heldigvis erklæret rask og har det godt, siger Anitta Andersen.
Skaber et fællesskab
Julie Farum Kristiansen har været meget glad for Børnecancerfondens initiativer for børn og unge, der er eller har været ramt af denne sygdom.
Børnecancerfonden skaber et fællesskab for de kræftramte børn og unge i form af de mange camps og events.
Det er anden gang, Team Rynkeby Skoleløbet bliver afviklet.
Sidste år deltog 34.000 elever fordelt på 100 skoler.
Det betyder, at deltagerantallet er mere end tredoblet.
Stort engagement
Opbakningen gør indtryk på Marianne Nielsen, som er direktør i Børnecancerfonden.
- Det betyder utroligt meget for de familier, det hele handler om, at så mange børn står sammen om at gøre en forskel for børn med kræft. Sidste år havde jeg selv fornøjelsen af at være ude på flere skoler før, under og efter løbet. Derfor er jeg meget rørt over eleverne og skolernes engagement, siger Marianne Nielsen.
Det er gratis for skolerne at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet, og alle indsamlede midler i Danmark går ubeskåret til Børnecancerfonden.
Læs mere på Team Rynkebys website: www.team-rynkeby.dk/skoleløbet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.